Rekordår for Vangehus Julestue – Men der er stadig juletræer

Nina og Tonny Thomsen kan igen i år glæde sig over rekordsalg af juletræer og julepynt.

For andet år i træk sætter Vangehus Brændeplads rekord for salget af juletræer og julepynt.
Nina og Tonny Thomsen og deres medarbejdere i Vangehus Julestue har al mulig grund til at smile over december måned.
– Vi har sat rekord igen. Sidste år øgede vi salget med 20 procent. Det er sket igen i år, siger Tonny Thomsen.
I 2023 valfartede folk til Vangehus Brændeplads for at se Modertræet/Skrædderen fra TV2s julekalender Valdes Jul. Mange er vendt tilbage i år.
– De kommer fra hele Sjælland. Vi har endda haft nogle jyder forbi, lyder det fra Tonny Thomsen.
Vangehus Brændeplads har solgt så mange juletræer, at det blev nødvendigt med nye forsyninger. Der kom 100 ekstra juletræer søndag eftermiddag, og der kommer 50 flere mandag eftermiddag.
Der er nemlig åbent den 24. december frem til kl. 12, så der skal være træer indtil de sidste kunder har været forbi.
Intet tyder på, at interessen skulle aftage. Cosmo Film har lavet optagelser til Valdes Jul 2, som kommer i december 2025. Også her spiller Modertræer en stor rolle.
Juletræssalget på Vangehus Brændeplads startede tilbage i 1961, men for 20 år siden startede Tonny og Nina Thomsen med at sælge julenisser og julepynt i det lille gule hus. Med årene udviklede det sig til en tradition for de lokale.
Julestuen er vokset med årene. Nu er der to julestuer. Den oprindelige kaldes for Den Røde Julestue. Personligt foretrækker Nina den nye julestue, som kaldes Den Grønne Julestue.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder