Restaurant er fanget midt i fjernvarmekaos

Andrew Bunk-Engleund ærgrer sig over generne ved fjernvarmeudrulningen i Jonstrup. Han håber, at kunderne vil trodse kaos og besøge Restaurant Jonstrup.

Fjernvarmeudrulningen i Jonstrup kan mærkes hos Restaurant Jonstrup, som er fanget midt i kaos. Andrew Bunk-Engelund kunne godt have ønsket sig lidt mere information fra kommunen.
Af Mikkel Kjølby
– Der var en aften, hvor vi var blevet varslet, at Jonstrupvej ville blive spærret i den ene ende. Da vi så ville hjem kl. 22.30, var den spærret i begge ender uden varsel. Vi måtte flytte plastikbommene for at komme ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om vores kunder har haft den samme oplevelse, fortæller Andrew Bunk-Engelund.

Oplevelsen af det totale kaos omkring fjernvarmeudrulningen i Jonstrup har sat sig i Andrew og på bundlinjen i Restaurant Jonstrup.
– Det kan mærkes på omsætningen. Der har været stille. siden vi startede op igen efter sommerferien i uge 32, fastslår Andrew og kommer med en anden pointe.
– Da arbejdet startede, var der et par arbejdere, som spurgte om de måtte parkere ved restauranten. Jeg tænkte ikke over det, men i dag er der syv parkerede biler, som ikke har noget med restauranten at gøre. Det er svært for leverandørerne at komme ind. En dag stod der en lille gravko midt på parkeringspladsen. Den stod der i tre-fire dage, inden jeg måtte bede dem om at flytte den. Der var også en dag, hvor de pludselig flyttede mine affaldscontainere og begyndte at grave uden varsel. Hvis jeg var mødt et par timer senere, så havde mine affaldscontainere været spærret inde i en uges tid, fortæller Andrew med en passende grimasse.
– Jeg er med på, at fjernvarmen skal frem og at det skal laves. Men hvor ville jeg ønske, at der kom mere information og bedre planlægning. I det mindste kunne entreprenøren og kommunen havde lavet en plan for, hvor arbejderne skulle parkere, lyder det med et suk.
Arbejdet har stået på siden inden sommerferien og fortsætter formentlig frem til midten af december.
-Jeg håber virkelig, at vores kunder har tålmodighed og bakker op om restauranten, siger Andrew Bunk-Engelund.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *