Borgmestrene i Novafos-samarbejdet lægger op til, at en revision af Fingerplanen kan bane vejen for centrale renseanlæg i Fredensborg og Frederikssund. I Furesø er der andre tiltag på vej for at reducere overløb til søerne.
Af Mikkel Kjølby
Økonomiudvalget i Furesø Kommune skal tage stilling til om borgmester Ole Bondo Christensen (A) skal have mandat til at være medunderskriver på en henvendelse til Plan- og Landdistriktsstyrelsen om revision af Fingerplan 2019, som kan bane vejen for placeringen af fælles centrale renseanlæg for kommunerne i Novafos-samarbejdet i Frederikssund og Fredensborg Kommuner.
Furesø kommer til at være med i begge vandressourcecentre, idet vores vand løber mod Øresund i Mølleåen og mod Roskilde Fjord i Værebro Å.
I Frederikssund peges der på et område nord for Vinge. Det er anderledes vanskeligt med placeringen ved Øresund. I mange år arbejdede man med en placering i Hørsholm Kommune, men det er opgivet. Nu udpeger man to lokaliteter i Fredensborg Kommune.
Lokalitet 1 ligger ved et eksisterende vandtårn indenfor den grønne rekreative kystkile mellem Kokkedal og Nivå. Lokalitet 2 ligger indenfor transportkorridoren tæt ved Kokkedal motorvejsafkørsel.
De kommende fælles vandressourcecentre skal løfte opgaven med rensning af spildevand på et højere niveau end de eksisterende renseanlæg som fx Stavnsholt Renseanlæg.
I mellemtiden arbejder Furesø Byråd videre på at nå målet med 85 procent reduktion af overløb til søerne i 2038.
Novafos præsenterede op til valget i 2021 en plan om en stikledning fra det underjordiske bassin ved Farumgård til Fredtofteparken, hvor det var tanken at udvide overløbsbassinet. Den oprindelige prisseddel lød på 63 mio. kr. Efter undersøgelser nåede prisen op på 300-400 mio. kr. og projektet blev droppet.
I denne omgang har Novafos givet Udvalget for Natur- og Klima en række muligheder for at opnå reduktioner.
Den 5. februar besluttede udvalget at gå videre med at etablere et nyt bassin ved Stavnsholt Renseanlæg, et rørbassin i Fredtofteparken samt seperatkloakering i Kumbelhaven og mindre tiltag i boligforeninger. Novafos skal vende tilbage med mere dybdegående analyser af mulighederne.
Udvalget vendte tommelfingeren nedad for et underjordisk bassin under Akacietorvets parkeringsplads, da anlægsprisen var meget høj.
Det foreslåede bassin ved Stavnsholt Renseanlæg hænger nøje sammen med planerne om de fælles centrale rensningsanlæg. For når de en dag er etableret og taget i brug, så kan man afkoble Stavnsholt Renseanlæg og benytte bassiner som overløbsbassiner, men hvornår det kan gøres, afhænger af processen med de fælles centrale renseanlæg.
Medlem af Udvalget for Natur- og Klima, Niels Jørgen Brandt forklarer:
– Planerne hænger sammen. Hvis vi laver en reduktionsplan, som er afhængig af, at Stavnsholt Renseanlæg bliver nedlagt for at nå i mål med reduktion af overløb, så har vi bundet os op på de centrale rensningsanlæg. Vi vil holde en dør åben for, at det kan gå begge vej. Derfor vil vi gerne have et bassin udenfor Stavnsholt Renseanlæg, idet bassinerne på Stavnsholt Renseanlæg først bliver først tilgængelige i 2035 ifølge den plan som Novafos har fremlagt, forklarer Niels Jørgen Brandt.
Effekt ved de store centrale renseanlæg i forhold til at stoppe overløb til søerne, slår altså først for alvor igennem den dag, hvor Stavnsholt Renseanlæg kan tages ud af drift, og bassinerne kan bruges som overløbsbassiner.
Formanden for Udvalget for Natur- og Klima, Lene Munch-Petersen (A) har fået mulighed for at kommentere, men ønskede artiklen delt op i to artikler.







