For ti år siden fik Røde Kors-Furesø mulighed for at rykke ind i butikken på Værløse Bymidte. En dag faldt en guldbarren ned fra hylden.
Du hører sikkert indimellem fra venner og familie, at de har fundet “guld” i en genbrugsbutik. Nogle gange er der endda tale om ægte guld.
Den 28. maj har Røde Kors’ genbrugsbutik på Værløse Bymidte 10-års jubilæum, og dermed kan de frivillige se tilbage på et årti med stadig fremgang.
Butiksleder Inger Hansen kan godt tage en stor del af æren for, at det er gået forrygende godt. Hun kunne dog ikke have gjort det uden de mange øvrige frivillige, der sørger for at sortere donationerne, der vælter ind hver dag, sætte varerne ud i butikken og i det hele taget sikre en god oplevelse for kunderne.
– Jeg var lige flyttet til Farum og havde hidtil været frivillig på kunstmuseet i Køge. Men det var en lang vej at køre, så da jeg så et opslag i lokalavisen om, at denne her butik skulle åbne, søgte jeg om at blive frivillig i butikken. I de første to år var jeg gruppeleder for legetøjet, men i de sidste otte år har jeg været leder af butikken,” fortæller Inger Hansen.
Der var også en anden årsag til, at hun netop valgte at bruge sine frivilligtimer i en Røde Kors-butik:
– Da jeg var frivillig i Køge, støttede jeg jo egentlig bare nogle med en god indtægt, som fik det lidt billigere at komme ind på museet. Som frivillig her i butikken hjælper man virkelig folk i nød – og det giver én ekstra energi,” understreger Inger Hansen og fortsætter:
– På 10 år er omsætningen faktisk fordoblet. Vi kan tydeligt se det på omsætningen, hvis der mangler frivillige, for så er der ikke nok hænder til at få sat varerne i stand og få dem ud i butikken.
Mode i genbrugsvarerne
– Vi er så heldige, at vi får rigtig mange gode ting doneret. Mængden af donationer er faktisk så stor, at vi næsten ikke kan være på lageret for bare donationer. Men heldigvis er de frivillige fulde af gåpåmod og bliver gerne en time ekstra, så donationerne bliver sorteret og klargjort, fortæller Inger Hansen.
Gode ting er for det første noget, der er efterspørgsel efter – og der er altid efterspørgsel efter ting til boligen. Og for det andet er gode ting noget, som ikke er gået i stykker. For 10 år siden var det almue-ting, der var i høj kurs. I dag er det teaktræ og orange stentøj, der hitter. På den måde er der også mode i donationerne. Og så må vi lige vende tilbage til artiklens overskrift, for der tales så meget om genbrugsguld.
Nogle finder sjældne frimærker, andre finder penge i bøger – og så er der dem, som finder en guldbarre.
– Jeg gik og ryddede op på nogle hylder, da der faldt noget ned, som jeg troede var en forgyldt plastikting. Jeg var ved at lægge den over til legetøjet, men syntes alligevel, at den var for tung. Så jeg gik ned til den lokale guldsmed, som konstaterede, at det i hvert fald var 14 karat guld. Det var ikke kun 14 karat guld. Det var pure “fine gold”, og vi fik 56.000 kr. for den, fortæller Inger Hansen.
Det blev én af butikkens bedste donationer, da politiet ikke kunne finde ud af, hvem der havde indleveret den – og da ingen efterlyste den, så kunne butikken beholde pengene.
Afhængig af de frivillige
I dag er der cirka 40 frivillige i butikken i Værløse, som hver bruger fire timer ad gangen én eller et par dage om ugen.
– Vi er som regel 5-6 stykker på én vagt, hvoraf et par er på lageret, mens de øvrige er ude i butikken. Det er ikke nemt at få frivillige, selvom vi har prøvet mange forskellige tiltag. Vi vil rigtig gerne have flere mænd til at melde sig – gerne som chauffør, der blandt andet kører de ting, der er for dårlige, til genbrugspladsen, fortæller Inger Hansen.
De frivillige vælger selv, hvilken funktion de gerne vil have i butikken. Nogle er på lageret, hvor de sorterer donationerne, klargør og prissætter dem, inden tingene sættes ud i butikken. Andre har ansvaret for en afdeling, f.eks. bøger, legetøj eller køkkenting, hvor de sørger for, at det hele står pænt og på rette hylde. Endelig er der dem, som betjener kunderne, når de vil betale for genbrugsguldet.
Butikken har i øjeblikket både to ukrainske kvinder i jobtræning og tre unge autister fra Erhvervsskolen i praktik. Det er en del af det sociale ansvar, som butikkens frivillige også påtager sig.
– Det er en stor succes, men det kræver også meget af de frivillige. De har i forvejen meget travlt. Vi er glade, når vi lige kan sidde ned i fem minutter og få en kop kaffe og høre, hvordan de andre frivillige har det, påpeger Inger Hansen.
Mange frivillige er nemlig også frivillige på grund af det sociale fællesskab. Derfor er det også vigtigt at sætte pris på de frivillige – blandt andet ved at skabe et godt miljø i butikken.
– Vi skiftes til at tage morgenbrød med om lørdagen – og så sørger vi for kage til kaffen i ny og næ, slutter Inger Hansen med et smil og understreger, at der altid er plads til flere frivillige.






