Sidste år samlede 58 indsamlere 104.261 kroner ind i Furesø. Søndag den 4. oktober håber Røde Kors Furesø at få endnu flere med på gaden og nå et endnu flottere resultat.
Furesøborgerne tog godt imod Røde Kors’ indsamlere ved sidste års landsindsamling. Da dagens donationer var talt sammen, var resultatet 104.261 kroner til hjælpearbejdet. Nu håber lokalafdelingen, at endnu flere vil tage en indsamlingsbøtte i hånden og være med til at overgå både deltagerantallet og beløbet fra sidste år.
Derfor efterlyser Røde Kors Furesø borgere, der vil bruge nogle timer søndag den 4. oktober på at samle ind i lokalområdet. Igen i år tilbydes alle indsamlere et gratis Minicruise til Oslo for op til 4 personer som en særlig tak. Gaven er sponsoreret af Go Nordic Cruiseline, der sender et elektronisk gavekort efter indsamlingen.
– Vi var meget taknemmelige for den opbakning, vi oplevede sidste år. Både fra de 58 indsamlere og fra alle de borgere, der åbnede døren og gav et bidrag. I år håber vi, at endnu flere vil være med, så vi kan komme rundt til flere husstande, siger indsamlingsleder René Rhodin.
Der er vil være vand, muslibar og frugt til indsamlerne, så de kan holde energiniveauet oppe under hele indsamlingsdagen. Hvis man er under 18 år, så skal man gå to og to sammen.
Tag en ven eller familien med
En indsamlingsrute tager cirka et par timer, og man behøver ikke have prøvet det før. Man kan gå alene eller gøre turen til en fælles oplevelse med en ven, sin partner eller familien.
– Det kan være lettere at komme af sted, hvis man har en at følges med. Man får tid til en god snak undervejs og er samtidig med til at hjælpe mennesker, der har brug for det. Vi håber både at se kendte ansigter og byde nye indsamlere velkommen, siger René Rhodin.
Pengene fra landsindsamlingen går til Røde Kors’ hjælp til mennesker ramt af krig og katastrofer samt børn og voksne i udsatte situationer herhjemme.
En fælles indsats i Furesø
Bag indsamlingen står også lokale frivillige, som hjælper med at få dagen til at fungere. Deres indsats var sammen med indsamlernes engagement og borgernes donationer afgørende for sidste års resultat.
– Vi vil gerne slå sidste års resultat, men det begynder med, at nogen melder sig. Hver ekstra indsamler giver os mulighed for at nå flere døre. Så har du lyst til at være med, vil vi meget gerne have dig på holdet, siger René Rhodin.
På indsamlingsdagen kan indsamlingsbøtterne hentes og afleveres i både Farum og Værløse. Borgerne kan naturligvis også donere via MobilePay, og hver indsamler kan efterfølgende få oplyst, hvor meget der er kommet ind via MobilePay på vedkommendes rute.er
Bliv indsamler
Røde Kors’ landsindsamling finder sted søndag den 4. oktober 2026. Tilmeld dig på rodekors.dk/indsamling, og vælg en rute i Furesø.






