Tirsdag morgen blev årets første jordbær på Rokkedyssegaard plukket. Familiens yngste får dem serveret til sin 1 års fødselsdag.
Af Mikkel Kjølby
Lidt ligesom at Thorkild Thyrring i al hast transporterede de første Beaujolais-vine til jetsettet i København, så var det også engang en stor ting med sæsonens første jordbær.
Jordbærgården Rokkedyssegaard i Kirke Værløse var i mange år i stand til at fremtrylle årets første jordbær. De blev bragt til Grøften i Tivoli under stor bevågenhed.
Sådan er det ikke længere. I dag er sæsonens første jordbær produceret i væksthuse med kunstig varme, hvor man på Rokkedyssegaard nøjes med plastiktunneller og solens varme.
I år har Lisbeth Toft Christensen dog fremtryllet de første jordbær meget tidligt.
– Lisbeth har tryllet den frem ved at dyrke dem i jordvolde med en rende i toppen til plantekasser. Jorden bliver varmet op af en ukrudtsdug og plastiksiderne i tunnellerne, fortæller Torben Bo Toft Christensen.
Det er den gode, gamle sort, Sonata, som er de første til at modnes.
I år er der gået lidt sport i det, for familiens yngste, barnebarnet Ebbe fylder 1 år torsdag den 8. maj.
– I familien har vi snakket om vi nåede at få jordbær til Ebbes fødselsdag, så han kan få dem til sin fødselsdag på torsdag. Det lykkedes heldigvis, lyder det fra Torben Bo Toft Christensen.
I de første uger vil der blive plukket en smule bær. De vil blive sat til salg i gårdbutikken hver dag fra klokken 10, men det er ikke mange.
Torben Bo Toft Christensen forventer, at der er nok jordbær til alle kunder fra midten af maj måned.







