Roning er blevet vores fælles sportsgren

Mette og Claus Rosenquist nyder det gode rovand på Furesøen i en to åres inrigger, der er en klassisk dansk turbåd.

Da Mette og Claus Rosenquist flyttede fra København til Værløse i 2020, genopdagede de hvor dejlig det er at dyrke sport i naturen. 
Medlemskabet af en lokal fitness klub blev skiftet ud med Roklubben Furesø og det har åbnet for en hel ny verden af udendørs aktiviteter.
– Farum og Værløse er velsignet med en fantastisk natur og vi har altid været meget fysisk aktive med at cykle, vandre eller løbe. Så da vi flyttede til Værløse, meldte jeg mig ind i en løbeklub. Men kilometertælleren siger 55 år, og jeg følte mig for slidt”. fortæller Mette Rosenquist.
– Et familiemedlem opfordrede os til at prøve roning, for det er en sport som ikke belaster leddene og du får trænet hele kroppen. Så sidste sommer tog vi os sammen og meldte os til roskolen i Roklubben Furesø.
Claus Rosenquist er 56 år og indrømmer, at de nok er blandt de yngste i motionsgruppen som tæller omkring 75 medlemmer,
– Men jeg kan se hvor stærke de 70-75-årige er. De ror længere end mig, hvilket er meget motiverende. Det er en sport, vi kan være fælles om i mange år også når vi bliver pensionister. Så er vi forberedt på det tomrum, der kommer når man slipper arbejdsmarkedet. Det gælder bare om at starte nu ellers er det måske for sent, tænkte vi.

Tre dage om ugen
I rosæsonen er der mulighed for at komme på vandet sammen med de andre motionister mandag, onsdag og søndag.
– Hvis man ikke møder op, kan man måske ikke stille en båd. Det gør, at man får sig selv hevet lidt op og kommer af sted. Der er virkelig en motiverende faktor. Jeg har måtte lære at slippe arbejdet om onsdagen. Det har jeg det superfint med og jeg er lidt stolt af mig selv, at jeg de dage prioriterer mig selv frem for mit arbejde, siger Mette Rosenquist.
– Jeg blev blæst bagover, hvor godt vi blev modtaget af klubben og hvor mange frivillige, der gør et stort arbejde, supplerer Claus Rosenquist. 
– Bl.a. har vi en frivillig, der hele vinteren er instruktør på vores rospinningshold. Her stiller vi romaskiner op i bådhallen. Dette gør det muligt at vedligeholde og styrke vores kondition og det styrker den sociale kontakt. Vi synes at det er en fantastisk mulighed, og derfor er det vigtigt at bakke op. Vi har været der næsten hver gang. Det er fedt, det er et hold, hvor vi også får tekniktræning. Det er lidt ligesom cykelspinning, det er bare sjovere – og så er vi klar til at gå på vandet om foråret.

Den månedlige langtur 
Roklubben Furesø arrangerer hver måned en langtur, hvor de besøger en de mange roklubber, der ligger rundt på Sjælland.
– Nu har vi taget vores svømmeprøve, nede i Værløse svømmehal og vi glæder os til de månedlige fælles langture rundt i Danmark. Man tilmelder sig på hjemmesiden, og så er der mulighed for fælleskørsel til den roklub vi skal besøge, siger Mette Rosenquist.
 
– Det er fedt at mærke, at man er en del af et fællesskab. Hvis man er på ferie i en dansk by, kan man altid gå ned i den lokale roklub og høre om man kan komme med på tur. Og så er der en tur til Tolo i Grækenland til september, hvor vi planlægger at tage med næste år. Det må være megasjovt at ro der, så det glæder vi os til. Vi tager altid på aktivferier, så det at kunne kombinere roning med ferie giver rigtig meget mening.
– For os er det også vigtigt at roning er en social sport, for vi er meget sociale. Så det er også superhyggeligt at holde afroning på terrassen med udsigt over Furesøen, hvor vi drikker en kop kaffe sammen inden vi går hjem efter roning. Det er bare helt specielt og fantastisk, slutter Claus Rosenquist

Faktaboks
Roklubben Furesø starter nye hold op i foråret med introaften 3. april.
Tilmelding på Roklubben Furesøs hjemmeside roklubbenfureso.dk.

Kontaktinfo:
Mette og Claus Rosenquist. Tlf: 2267 8668
Formand for Roklubben Furesø: Ole Kongsbak. Tlf: 5136 0717

Mette og Claus Rosenquist poserer foran Roklubben Furesø en kølig eftermiddag i marts.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest