Rune fremtidssikrer Fremtidens fundament

Fremtidens Fundament bliver en del af Tscherning A/S og flytter fra OK Tanken på Tibberup Allé.

Tscherning A/S har købt 60 procent af Fremtiden Fundament, som flytter fra de små lokaler på Tibberup Allé i Hareskovby til Hedehusene.
Det er en klassisk iværksætterhistorie. I 2013 stiftede Rune R. Nissen sin virksomhed Fremtiden fundament og begyndte at lave skruefundamenter til terrasser og carporte. I 2018 flyttede virksomheden ind på OK-tanken i Hareskovby og blev en synlig del af bybilledet.
Nu har Rune solgt 60 procent af sin virksomhed til Tscherning A/S.
Det afsløres i dagens udgave af dagbladet Licitationen.
– Det her skal udbredes. Vi skal ud over rampen. Mange af de dokumentationsopgaver og det administrative generelt er bare for stor en byrde for mig og mit team, siger Rune R. Nissen til Licitationen.
Så nu bliver Fremtidens fundaments ti medarbejdere en del af Tscherning A/S med en årlig omsætning på 800 mio. kr. og 37 ansatte.
– Det handler om den første del af navnet: fremtiden. Det er det, vi køber ind på og tror på. Der er et stort potentiale for en god forretning og for den grønne omstilling, siger adm. direktør Søren Tscherning til Licitationen.
For Rune R. Nissen er det en stor dag. Virksomheden er fremtidssikret.
– Jeg har ramt noget, der både er gammelt og nyt. Det er på mange måder mere elegant end de fundamenter, som vi kender herhjemme. Og det kan bidrage til den grønne omstilling, forklarer Rune R. Nissen.

Det startede med en mødregruppe
Rune er uddannet tømrer men er også Cand. Mag. i filosofi og socialkundskab. Eventyret med Fremtidens fundament startede, da familien flyttede til Hareskovby.
Her kom Rune i kontakt med Troels, som også er tømreruddannet.
– Troels overtalte mig til at tegne et fundament til en terrasse. Han påstod, at nogle svenskere kunne skrue sådan et fundament sammen. Og ganske rigtigt kom der nogle gutter ned fra Sverige og lavede et skruefundament. Det havde jeg aldrig set før i Danmark, fortæller Rune R. Nissen.
Så han begyndte, at rode med skruefundamenter til terrasser og carporte. I 2013 spurgte han så sin bedre halvdel om, de skulle tage et lille lån i huset og stifte en virksomhed. Den var hun med på.
Fremtidens fundament fik god støtte i Furesø Erhvervsforening og voksede stille og roligt. I 2018 overtog Rune butikslokalet på OK-tanken på Tibberup Allé. Væksten er bare fortsat og fortsat. I dag har virksomheden ti medarbejdere og sprænger rammerne.
– Mange synes, at vi roder for meget. Det gør vi også. Vi kan ikke være der, siger Rune R. Nissen med lettelse i stemmen.
Det er planen, at Fremtidens fundament flytter ud til Tschernings hovedkvarter i Hedehusene i november måned.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *