Gummibelægningen på Værløse Bymidtes legeplads er revnet igen og rutsjebanen er knækket.
Af Mikkel Kjølby
For under et år siden måtte Furesø Kommune finde midler til at reparere gummibelægningen på legepladsen på Værløse Bymidte. Nu har sommervarmen igen fået gummibelægningen til at slå revner, og så er rutsjebanen knækket.
Værløse Bymidtes nuværende legeplads blev opført i 2014 med den evigtunge skinnecykel som omdrejningspunkt for et legestativ med piratskibsmotiv, gummibelægningen i skiftende højde samt trampoliner omgivet af en 14 meter lang bænk.
Allerede i 2017 revnede gummibelægningen første gang, og siden har det været en tilbagevendende begivenhed. Den blev repareret i sommeren 2023 og igen i sommeren 20244.
Nu er den gal igen. Gummibelægningen er igen spærret af og piratskibet er dækket af afspærringsbånd.
– Selve rutsjebanen er knækket. Vi er ved at få fat i et nyt hos legepladsfirmaet. Vi har også bestilt en reparation af gummibelægningen, men de holder sommerferie, siger Gert Klausen, leder af Driftsgården i Furesø Kommune.
Lige for tiden er en rammelokalplan for Værløse Bymidte i høring. Når den er godkendt til oktober, kan politikerne begynde at realisere udviklingsplanen for Værløse Bymidte. Her indgår legepladser for såvel større som mindre børn. Indtil da må det formodes, at den gamle legeplads holdes ved lige.







