Se skitsen – Bondo fremlagde nyt projekt for overdækning

Her er Furesøs nye plan for overdækning af motorvejen i Farum. Det skal få transportudvalget tik at træde på bremsen og indarbejde overdækning af forlængelse af Farumbanen i projektet, inden der vedtages en anlægslov. Skitse: Urbane Power.

Ved fremmødet i Folketingets Transportudvalg fremlagde borgmester Ole Bondo Christensen (A) nye skitser for en overdækning på en del af motorvejen gennem Farum. Det er ikke vedtaget af Furesø Byråd.
Af Mikkel Kjølby
En delegation fra Furesø Kommune havde tirsdag eftermiddag foretræde for Folketingets Transportudvalg.
Ole Bondo Christensen (A), Anders Medum Groth (B), Egil Hulgaard (C) og Lars Carpens (V) blev mødt af et fysisk medlem af udvalget – resten var med på teams.
Ole Bondo Christensen fremlagde Furesøs helhedsplan for støjdæmpning samt høringssvaret til Vejdirektoratets projekt for udvidelse af Hillerødmotorvejen, og så kom der noget nyt på banen.
Byrådet har bedt forvaltningen om at arbejde videre med planerne for en overdækning af motorvejen i Farum. Ole Bondo Christensen præsenterede en ny og mindre plan for en overdækning, som kun omhandler strækningen fra Paltholmvej til Stavnsholtvej, hvilket kommer i forlængelsen af borgmesterens bemærkning om at bide elefanten over i mindre bidder ved borgermødet om motorvejsudvidelsen.
– Vejdirektoratets projekt imødekommer ikke i tilstrækkelig grad de støjgener, der er i Furesø. Der skal mere til. Samtidig vil forslaget betyde en yderligere opdeling af Farum med de påtænkte støjskærme og en risiko for, at forlængelsen af Farum S-togsbanen ikke er tænkt godt nok ind, lyder det fra borgmester Ole Bondo Christensen (A).
Den store udfordring ved overdækningsprojekterne er finansieringen. Det er tanken, at finansieringen skal komme gennem salg af byggeretter. Tidligere har det været fremme, at en overdækning fra Stavnsholtvej til Paltholmvej manglede ca. 1 mia. kr. i finansiering. Nu nævnes 80 mio. kr., hvilket indebærer 144.000 kvadratmeter boligbyggeri på overdækningen. Denne vurdering er understøttet af Furesøs samarbejdspartnere.
– Vi oplevede en interesse for vores synspunkter og forslag, og vil nu fortsætte dialogen med Vejdirektoratet og de politiske partier bag infrastrukturaftalen, siger Ole Bondo Christensen.
Furesøs nye oplæg skal nu vurderes af Vejdirektoratet. Furesøs store udfordring er, at Vejdirektoratet i princippet kan underkende projektet og derefter anbefale vedtagelsen af en anlægslov for deres projekt.
– Vi opfordrer til, at man ikke forhaster sig med at vedtage Vejdirektoratets forslag gennem en anlægslov, før vi har haft mulighed for en grundig drøftelse af mulige alternativer, der i højere grad tager højde for, lyder det fra Ole Bondo Christensen.
Furesøs nye forslag, som ikke er vedtaget af Furesø Byråd, men er viderebearbejdelse af helhedsplanen, byder også på en forlængelse af S-togslinjen fra Farum til Hillerød og en ny station ved Farum/Farum Midtpunkt. Dertil kommer såkaldte Hamborgskærme nord for Paltholmvej.

Balancekunst og aggressiv tilgang
For fem-seks år siden blev der hvisket om, at Hillerødmotorvejen skulle forlænges helt til Hillerød. Det stod klart, at det ville øge trafikmængden igennem Farum og Værløse.
Det fik lokalpolitikerne på banen. Op til infrastrukturforliget i sommeren 2022 kom den ene transportordfører efter den anden til Fiskebækbroen. Målet var at få støjdæmpet broen – ikke mindst fordi den beviseligt støjer mere end støjmodellerne viser.
Det lykkedes at få Fiskebækbroen nævnt i infrastrukturforliget, som det eneste konkrete støjprojekt.
Oven i hatten kom så en udvidelse af Hillerødmotorvejen til seks spor fra Bagsværd til Farum C. Det kom som en tyv i natten, men om ikke andet følger der penge med til støjdæmpning.
Lokalpolitikernes store problem er, at Vejdirektoratets oplæg giver en markant reduktion af støjen i Værløse, men ikke en optimal løsning i Farum, og heller ikke den ønskede overdækning af Fiskebækbroen.
I Farum havde man fra Furesøs side lagt op til en overdækning fra Stavnsholtvej til Bistrupvej. Vejdirektoratet vil blot sætte fem meter høje støjskærme op på de i forvejen fire meter høje støjvolde.
Samtidig viser Vejdirektoratets beregninger, at projektet kun lige akkurat hænger sammen i forhold til samfundsøkonomien.
Furesøs oplæg til transportudvalget omhandler tre dele: Yderligere støjreduktion. Styrkelse af den kollektive transport (forlængelse af Farum S-banen til Hillerød). Bedre og mere sammenhængende by (delvis overdækning af motorvejen).
Dermed træder man en fin balancegang.
Udvidelsen til seks spor vil give borgerne i Værløse en støjdæmpning, men hvis udvidelsen droppes, vil der ikke være midler til at gennemføre støjdæmpningen med ni meter høje støjskærme på Værløsesiden af motorvejen, men den øgede trafikmængde vil give større støjgener.
Samtidig får man fra Furesøs side problematiseret, at løsningen i Farum ikke er optimal.
Det er nu op til Folketingets transportudvalg, at vurdere om man vil vedtage en anlægslov for Vejdirektoratets projekt eller om man vil tage en runde mere og forsøge at indarbejde en delvis overdækning samt en forlængelse af Farumbanen ind i projektet.
Det vil formentlig først blive opklaret efter kommunalvalget den 18. november.

En forlængelse af Farumbanen til Hillerød er ikke en del af Vejdirektoratets projekt. Furesø vil have det indarbejdet i projektet inden en anlægslov vedtages. Skitse: Furesø Kommune.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder