
Farum Badminton vandt med 8-5 over Næstved-Herlufsholm, men er ude af oprykningskampen i Sjællandsserien.
Det bliver til endnu en sæson i Sjællandsserien for Farum Badmintons bedste hold. Stabiliteten har ikke været god nok til at sikre en topplacering i oprykningsspillet.
I lørdagens kamp blev det til 8-5 hjemme over Næstved-Herlufsholm, dermed er Farum på sjettepladsen inden den sidste runde, hvor turen går til Rødby.
-Vi har ikke været stabile nok, og så kommer der for store nederlag som i seneste runde, så kan man ikke rykke op, fortæller Daniel Roland, formand for Farum Badmintonklub.
Værd at bemærke fra lørdagens kamp. Theis Kragh sled endnu en singlesejr hjem mod en løbestærk ung spiller. Imponerende!
Der var også sikre sejre til damesinglerne, damedoublerne, og første herredouble. Tredje herredouble med Christian Bang Andersen og Tore Friis vendte deres kamp på hovedet med 26-24 i andet sæt og derefter sejr i tre sæt.
Farum 2 vandt med 12-1 over Skovlunde og er sikker på endnu en sæson i Serie 2.