Simons hjerte gik i stå – I dag er han hjerteløber

Trygfonden søger lige nu flere hjerteløbere. Simon Bønløkke er selv en af dem. Pressefoto.

For ni år siden fik Simon Bønløkke hjertemassage i 45 minutter, inden hjertet atter gik i gang. Siden da er området blevet dækket godt ind med hjertestartere, men der er stadig et par områder uden dækning.
Af Mikkel Kjølby
Det var den 15. januar 2016. Klokken var 5,35. Stien ved Søndersø var dækket af nyfalden sne. Det var smukt. Alt var godt. Simon ventede på sin løbemakker. Så faldt han om!
Løbemakkeren Claus fandt Simon uden bevidsthed og hjertelyd. Han ringede 112 og blev instrueret i at give hjertemassage. Sådan blev han ved i 20 minutter, indtil ambulancen ankom. Ambulanceredderne havde svært ved at finde dem. Der blev kommunikeret igennem alarmcentralen, men til sidst virkede et godt gammeldags råb.
Ambulanceredderne havde en hjertestarter med. Den kom straks i brug, men Simons hjerte forblev tavst. Først et sted på motorvejen på vej til Gentofte Hospital lykkedes det at få hjertet i gang. Han havde fået elektrisk stød 6-8 gange og hjertemassage i 45 minutter.
Hjertemassagen havde sikret tilførsel af ilt til hjernen og organerne, så der var håb om, at Simon ikke fik varige men.
Han vågnede fire dage senere, men kunne intet huske. De næste uger sov han 23 timer i døgnet. Han fik indopereret en ICD, som overvåger hjertet og giver stød, hvis det skulle være nødvendigt.
– Jeg lå på bunden af et dybt hul, men jeg skulle op igen. I starten kunne jeg hverken gå, læse eller skrive. Men jeg kom tilbage. I dag løber jeg turen rundt om Søndersø to gange om ugen sammen med Claus, fortæller Simon Bønløkke, som vendte tilbage på arbejde efter 100 sygedage.

En hjertestarter gør en forskel
Vel tilbage ved fuldt helbred meldte Simon Bønløkkes sig som hjerteløber og har været i aktion, men ikke i hjemkommunen. Hjerteløberne får nemlig et alarmsignal gennem en App, hvis der er behov for dem. Nogle løber efter en hjertestarter. Andre løber til stedet, hvor den tilskadekomne findes.
I Furesø er der intet mindre end 519 aktive hjerteløbere. Det placerer kommunen i den absolutte top. Men der er altid brug for flere.
Lige nu er TrygFonden i gang med at finde nye hjerteløbere i hele landet.
Simon Bønløkke har naturligvis overvejet, hvad det havde betydet for ham, hvis der havde været sådan en ordning tilbage i 2016.
– I dag er der hjertestartere i Dalsø Park og på Søndersøvej. Så jeg ville få hjælp væsentligt hurtigere end dengang i 2016. I løbet af få minutter ville den første hjerteløber været nået frem og kunne hjælpe med hjertemassagen og hjertestarteren var kommet få minutter senere. Det havde gjort en stor forskel, vurderer Simon Bønløkke.
Simon har dog et ønske om at få endnu flere hjertestartere sat op, for der er fortsat huller i hjertestarterkortet i Furesø Kommune. Helt konkret peger han på Bryggeri Skovlyst i Hareskoven samt Shelter 214 på Flyvestation Værløse som steder, hvor der godt kunne hænge en hjertestarter.

Simon Bønløkke vendte tilbage til livet. Han ved, at en hjerteløber og en hjertestarter kan gøre en stor forskel. Privatfoto.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder