Skal kulturen have et fælles talerør?

Lars Køster Svendsen forsøger at skabe grundlaget for en genstart af Kulturelt Samråd i Furesø Kommune.

Lars Køster Svendsen, formand for Folkeoplysningsudvalget, forsøger at samle en ny bestyrelse til Kulturelt Samråd.
I den senere tid er et antal kulturelle foreninger i Furesø Kommune blevet kontaktet af formanden for Folkeoplysningsudvalget Lars Køster Svendsen.
Han stiller spørgsmålet: Skal kulturen have et fælles talerør?
– Tidligere var der et velfungerende Kulturelt Samråd, der var kulturens fælles talerør, og som i dialog med kommunen om fx besparelser arbejdede tæt sammen med samrådene for spejdere og idrætten. Der var et stærkt samarbejde med repræsentanter fra kulturen som Tue Berthelsen, Tom Høst og Ilse Schødt, fortæller Lars Køster Svendsen.
Siden 2022 har Kulturelt Samråd ikke haft en bestyrelse, og samrådet er “sat på hold”. Det synes Lars Køster er ærgerligt, hvorfor han prøver at se, om der kunne være basis for at genoplive Kulturelt Samråd.
– For mig at se kan Kulturelt Samråd have en vigtig rolle, så snart der politisk bliver talt om at finde besparelser eller nye løsninger fx i relation til lokaler. Vi har for nylig set indgreb på Ellegaarden, hvor flere kulturelle foreninger driver deres aktiviteter, og vi ved alle, at Stien reelt er på lånt tid. Hvis der pludselig realiseres planer om at bygge boliger hvor Stien ligger, så er der en række kulturelle foreninger, der ikke ved hvor de kan gennemføre deres aktiviteter. Det er en debat, som et kulturelt samråd bør involveres i, også ved at have en repræsentant i Folkeoplysningsudvalget, siger Lars Køster Svendsen.
Det er de kulturelle foreninger, der beslutter om de vil have et sådant organ, og hvis det ikke er tilfældet, så må andre tage debatterne med politikere på vegne af kulturen.
Lars Køster Svendsen forslag er, at der inviteres til et uforpligtende møde om emnet i slutningen af marts, og hvis foreningerne på det møde ønsker at genoplive samrådet, må de indkalde til et repræsentantskabsmøde i Kulturelt Samråd, hvor de må vælge en ny bestyrelse, alternativt beslutte fremtiden for samrådet.
– Jeg tror meget på det lokale demokrati, hvorfor det er naturligt at de mange kulturelle foreninger har et demokratisk valgt organ, der kan varetage kulturens interesser. Men det er ikke op til mig at beslutte, hvad kulturen vil, jeg har blot prøvet at være en katalysator for, at der sker noget, siger Lars Køster Svendsen.
Efter kommunalvalget i november 2025 skal der sammensættes et nyt Folkeoplysningsudvalg. Det vil ske i foråret 2026.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Skal kulturen have et fælles talerør?”

  1. Bjarne Hjorting Damberg

    Kultur er ikke en luksus – det er fundamentet for vores fællesskab!
    Kulturen i Furesø er ikke bare noget, vi kan tage for givet. Den binder os sammen, skaber identitet og giver plads til både store visioner og nære fællesskaber. Derfor skal vi tage den seriøst og sikre, at den udvikles på en måde, der giver reel værdi for alle borgere.

    Jeg, Bjarne Damberg, kandidat til kommunalvalget 2025 for Moderaterne, hilser Kulturelt Samråd velkommen som en platform til at styrke kulturen og samle vores mange aktører i en fælles stemme. Men det kræver, at vi gør det rigtigt. Et samråd skal være et åbent og borgerdrevet forum, hvor kunstnere, foreninger, frivillige og kulturaktører får reel indflydelse – ikke en lukket klub eller en syltekrukke for beslutninger, der allerede er truffet bag lukkede døre.

    Hvis samrådet skal fungere, må vi insistere på åbenhed og ægte borgerinddragelse. Det nytter ikke at tale om involvering, hvis det i praksis betyder, at borgerne blot bliver bedt om at godkende beslutninger, de ikke har haft mulighed for at præge. Kulturen i Furesø skal ikke pakkes ind i unødvendigt bureaukrati, men drives af engagement, skaberkraft og mangfoldighed.

    Derfor skal vi sikre, at Kulturelt Samråd bliver et levende omdrejningspunkt for Furesøs kulturliv. Vi skal skabe rammerne for, at aktører kan mødes, idéer kan opstå, og nye projekter kan blomstre – uden at blive kvalt i administrative byrder. Hvis vi virkelig vil styrke kulturen, skal den ikke administreres ihjel. Den skal leves, åndes og udvikles nedefra.

    Jeg opfordrer alle, der brænder for kulturen i Furesø, til at engagere sig i denne debat. Lad os sammen sikre, at Kulturelt Samråd bliver et stærkt fælles talerør – og ikke blot et tomt symbol.

    Bjarne Damberg
    Kandidat til kommunalvalget 2025 for Moderaterne

Der er lukket for kommentarer.