Furesø Kommune har sat 15.000 kroner af til et besøg af skaterlandsholdet i Furesø Skatepark på Flyvestation Værløse.
Der er lagt op til et stort efterår med mange events i Furesø. Basketballlandskamp og ligahåndbold i Farum Arena, Open Air Movie Night, Jonstrup Jazz Festival, Furesø Festival og Flyvestation på Hjul er blot nogle.
Gadeidrætten får også et ganske særligt højdepunkt. Furesø Kommunes Kultur, Fritids og Idrætsudvalg har afsat 15.000 kroner til et besøg af skaterlandsholdet i Furesø Skatepark.
Den smukke skaterpark på Flyvestation Værløse får efter planen besøg af skaterlandsholdet den 6. septembe kl. 13 til 15., men tidspunktet kan ændre sig.
Skaterlandsholdet rummer atleter indenfor discipliner street og park bl.a. ol-deltagerne Rune Glifberg og Viktor Solmunde.
– Vi ved at vi kan inspirere dedikerede skatere til at gøre sig bedre, unge der ikke helt er kommet i gang med en sport til at komme ud og prøve grænser af og få nye venskaber samt byer til at kunne blive ved med at designe deres fysiske rammer til aktivitet og samvær, lyder det i oplægget fra skaterlandsholdet.
Furesø Skatepark åbnede i september 2023 efter en lang kamp af ildsjæle som Rasmus Bogø, Eiddi Meier, Jesper Skau Tørning og flere.







