Talenterne på Skolelandbruget vil fremover også få skoleegenskaber ved at drive en gårdbutik på bagsiden af gården.
Af Mikkel Kjølby
Ude på Skolelandbruget i Stavnsholt finder en række talenter deres vej tilbage til skolelivet. De bliver motiveret til læring ved at arbejde med dyrene. For det nytter jo ikke noget at give dyrene for meget eller lidt at spise, og så skal man jo regne lidt på det eller skrive en stil om det.
Politikerne i Furesø Kommune anerkender i den grad, at Skolelandbruget kan bidrage positivt til at finde en meningsfyldt skoletilværelse for mange børn, derfor er der investeret i nye faciliteter. Der er oprettet et nyt værksted, hvor talenterne kan arbejde med hænderne, og så er der lavet fem nye toiletter.
De mange nye toiletter fik straks Skolelandbrugets leder, Johnny Skjoldborg Krog, til at fundere. For hvor kunne det være skønt med en gårdbutik.
– Vi er ved at omdanne et af de nye toiletter til en gårdbutik, fortæller Johnny Skjoldborg Krog.
Skolelandbruget fungerer efter samme princip som et dansk gårdbrug. Det indebærere at grisene og gedderne indimellem bliver slagtet. Det er tanken, at kødet skal sælges fra gårdbutikken sammen med forskellige grøntsager. På sigt kan håndværksprodukter også komme til at indgå i sortimentet.
Det skal talenterne naturligvis stå for!
– Talenterne skal passe butikken. Det indebærer, at de skal lave regnskab, egenkontrol, tjekke temperaturen og meget andet. Det er der meget lærdom i, forklarer Johnny Skjoldborg Krog.
Gårdbutikken forventes at stå klar til efteråret.






