Skovhuset skal i gang med gentænkning af aktiviteter

Lene Crone Jensen varsler en gennemgribende redifinering af Skovhusets aktiviteter.

Udstillingshuset Skovhuset har siden 1977 huset udstillinger og kulturelle aktiviteter. I de kommende år falder det kommunale tilskud drastisk. Det sætter gang i tankerne.
Skovhuset startede i 1977 som udstillingshus på initiativ af en gruppe borgere fra nabovejene. Så kom der kommunalt tilskud, og Finn Bech var daglig leder i mange årtier, men med solid hjælp af en frivillig gruppe.
Lige indtil en ny bestyrelse ønskede en professionalisering af Skovhuset for at imødekomme kravene fra myndighederne.
Det førte til ansættelse af Lars Grambye som kunstnerisk leder og senere Lene Crone Jensen som kunstfaglig medarbejder. Lars Grambye satte en ny kurs med navneskiftet til Skovhuset Kunst & Natur.
I 2022 valgte Furesø Kommune at sætte det kommunale tilskud ned – som led i generelle besparelser. Fra det oprindelig tilskud på 900.000 kroner reduceres tilskuddet gradvis til 400.000 kroner årligt i 2026. Det var medvirkende til, at bestyrelsen valgte at opsige Lars Grambye.
– Vi vil ikke kunne køre Skovhuset videre på samme måde som hidtil. Det må blive noget andet. Der må omstilling til, siger Lene Crone Jensen, som fungerer som daglig leder af Skovhuset på deltid.
Lene Crone Jensens virke bakkes op af frivillige kræfter
Der lægges op til en gennemgående re-definition af Skovhuset Kunst & Naturs virke.
– Den selvejende institution skal bestemme, hvad skal ske fremadrettet i dialog med Furesø Kommune, forklarer Lene Crone Jensen.

Svært at planlægge
Driftsmidlerne er afgørende for om de forskellige fonde vil medvirke i form af donationer til aktiviteter og udstillinger.
– Vi har været i stand til at lave aktiviteter i kraft af de midler, som vi har fået fra fonde. De midler har vi fået, fordi vi kunne vise, at der er et organisatorisk grundlag for driften og et vist niveau i indholdet, forklarer Lene Crone Jensen.

Skovhuset har de sidste år haft fokus på relationen mellem kunst og natur.

Det er en af årsagerne til, at planlægningen af fremtidige udstillinger og aktiviteter er sat i bero.
– Lige nu er det svært at planlægge frem. Vi er i gang med et program, men det er ikke sikkert, at det bliver til noget. Vi skal finde fondsmidler, sådan at det kan realiseres. Men hvis der ikke er nogle driftsmidler til medarbejdertimer, er det ikke sikkert, at udstillingerne kan blive til noget. Der skal hænder til at gøre det, fortæller Lene Crone Jensen.
Det hele bider sig selv i halen.
– Fondene kommer ikke til at gå ind med midler til drift af en kulturinstitution. Fondene vil have, at deres bidrag giver merværdi til stedet. Det skal give mening for fondene. At tilskuddet falder, gør det svært at fundraise.

Rammerne er fantastiske
Midt i al denne usikkerhed skal bestyrelsen i gang med en gentænkning af Skovhusets organisation og virke.
– Vi kan se, hvor stort potentialet er, men det er hårdt, når rammerne er udfordrede, siger Lene Crone Jensen, som retter fokus mod, hvad Skovhuset kan bidrage med lokalt.
– Vi mener, at Skovhuset kan bidrage med meget til de lokale borgere. Vi bringer aktuel kunst lavet af både danske og udenlandske kunstnere helt tæt på, så lokale borgere og andre interesserede let komme forbi og få en oplevelse. Men også samarbejdet med Socialpsykiatrien og Fontænehuset samt de lokale skoler om en mere spændende skoledag har et stort potentiale, vurderer Lene Crone Jensen. Som et bidrag til at skabe bedre trivsel og oplevelser for alle.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

1 kommentar til “Skovhuset skal i gang med gentænkning af aktiviteter”

  1. Var det ikke en fagforeningsleder der i sin tid havde huset som sommerhus?

Der er lukket for kommentarer.