Nordsjællands Politi bekræfter, at en person er anholdt og sigtet i sagen om skuddramaet på Læssevej den 13. oktober 2024.
Af Mikkel Kjølby
Lørdag den 12. oktober 2024 blev livet i fredelige Værløse pludselig forstyrret. Der blev affyret fire skud imod en bil på Læssevej. Hele Værløse blev lukket ned af politiet, som jagtede gerningsmanden, der blev set forlade stedet i høj fart.
En 31-årig mand blev ramt af skud i maven og kritisk såret. Han blev bragt på Rigshospitalet, men er siden kommet sig.
14 dage senere blev den formodede gerningsmand fremstillet i et grundlovsforhør ii Retten i Lyngby. Det skete In Absentia, fordi anklagemyndigheden ville skaffe en international arrestordre.
Nu bekræfter Nordsjællands Politi overfor Alt Om Furesø, at en person er anholdt og sidder varetægtsfængslet i sagen. Politiet er fortsat i gang med at efterforske sagen.
Nordsjællands Politi oplyste efter skuddramaet, at man arbejdede ud fra en teori om, at der er tale om et internt opgør i det nordsjællandske bandemiljø.
Her er skudepisoden skridt for skridt
Alt om Furesø har talt med flere øjenvidner til skudepisoden på Læssevej og har stykket begivenhederne sammen.
Omkring klokken 16.20 hørte flere et højt brag. Det lød som om to biler stødte sammen. Braget kom fra lyskrydset ved Ballerupvej.
Det viste sig, at en Mercedes var kørt ind i en BMW. De to biler drejede til venstre ind på Kirke Værløsevej. Med Mercedes-bilen forrest og i drejebanen ind mod Læssevej. BMWen tog et større sving. Bilerne drejede ind på Læssevej og kørte i høj fart ned til parkeringspladsen ved Banekrogen. Her forsøgte BMWen at dreje ind, men blev skåret af. De to biler standsede og der blev affyret tre til fire skud fra den ene bil, som efterfølgende forsvandt fra stedet.
En ambulance kom til stedet og førte en person til hospitalet. Nordsjællands Politi spærrede hele området af, så det ikke var muligt at køre mod Ballerup og Kirke Værløse.
De tre personer i Mercedesen blev anholdt i sagen, men de blev hurtigt løsladt igen.







