I serien Skulpturer i Furesø fortæller Zanne Jahn historien om de flotte skulpturer. Ved indgangen til Grafen og teatersalen står skulpturen Servitude. På den er sat en plade til minde om Peter Brixtoftes indsats for kunsten.
Af Mikkel Kjølby
Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Yael Artsis skulptur Servitude er en figur med en sæk på ryggen. Den symboliserer hårdt arbejde og trofast indsats.
Kulturhusleder Zanne Jahn fandt den på en rejse til Israel. Nærmere bestemt i en kibbutz tæt på den historiske by Caesarea. Hun forelskede sig i den smukke skulptur.
– Formgivningen er så smuk. Jeg ringede til Peter Brixtofte og sagde, at jeg ikke kunne leve uden den, fortæller Zanne Jahn.
Det førte til, at Farum Kommune købte skulpturen. Den stod i mange år foran kulturhusets indgang ud mod Stavnsholtvej som et vartegn.
En morgen var den pludselig væk. Tyveriet blev meldt til politiet, men der skete ikke rigtigt noget.
I stedet blev en af Joseph Salamons skulpturer placeret foran indgangen.
Der gik et års tid, før politiet fik sat en artikel i Farum Avis, hvor de spurgte om nogen kendte denne skulptur. Det viste sig, at man dagen efter tyveriet havde fundet skulpturen på en mark ved Farum. Politiet tog den med til Hillerød, hvor den stod i politigårdens kælder et års tid. I forbindelse med en oprydning faldt politiet over den og så kom artiklen i lokalavisen.
– Efter den omgang turde vi ikke sætte den udenfor igen, erindrer Zanne Jahn.
Der skulle gå noget tid, før den atter kom til sin ret. I mellemtiden var Peter Brixtofte blevet skandaliseret og døde i en alt for tidlig alder. Ole Bondo Christensen var kommet til som borgmester.
Zanne Jahn ville gerne mindes Peter Brixtofte for hans indsats for kunsten og kulturen. Det fik hun lov til. Da dagen for højtideligheden blev Farum Kulturhus fyldt til bristepunktet af gæster.
– Ved mindehøjtideligheden blev Servitude præsenteret som Peters skulptur. Den havde jo også stået og samlet støv i politiets kælder. Skulpturen er Peter, forklarer Zanne Jahn.