Onsdag aften godkendte Socialdemokratiet i Furesø 16 kandidater til kommunalvalget den 18. november. Der skal være urafstemning om rækkefølgen frem til den 5. maj.
Af Mikkel Kjølby
De store smil var fremme, da der onsdag aften var generalforsamling og opstillingsmøde i Socialdemokratiets lokale partiafdeling i Furesø Kommune.
Borgmester Ole Bondo Christensen er allerede udpeget til spidskandidat til kommunalvalget den 18. november, men denne aften blev yderligere 16 kandidater godkendt.
Her er de 16 kandidater: Bettina Ugelvig, Lene Bang, Sussy Sarah Hasle Hansen, Niels Bjerre Degn, Karin Alsø, Anna Jasmin Hasle Hansen, Mehmet Anik, Claus Davidsen, Deniz Kilic, Helle Katrine Møller, Lucas Thorbye Mørch, Katarina Ritz, Michael Schønning, Sabine Dedlow, Hans Chr. Strange Lebech og Niels Teinhart.
Formand for den lokale partiafdeling, Rasmus Dahl siger:
– Det kandidathold, vi stiller med til kommunalvalget, er en tydelig indikation på, hvor god en Socialdemokratisk partiforening, vi har i Furesø. Det er et stærkt og kompetent hold – og for mig en særlig glæde at se så mange nye unge kræfter, der gerne vil gøre en forskel i vores lokale demokrati, lyder det fra Rasmus Dahl.
Partiafdelingens medlemmer, som er bosat i Furesø Kommune, får mulighed for at stemme på kandidaterne i en urafstemning frem til den 4. maj. Man laver en prioriteret liste fra 1 til 16, hvor nummer 1 er bedst. Den kandidat som får færrest point bliver nummer to på listen.
Dog har Socialdemokratiet på partikongressen vedtaget regler for diversitet. De første seks kandidater skal flettes mellem mænd og kvinder. Det vil betyde, at der skal være kvinder som nummer to, fire og seks på opstillingslisten. Listen kan udvides med flere kandidater frem mod valget, men de vil i så fald stå nederst på listen.
Det blev allerede i foråret 2024 besluttet, at man opstiller sideordnet. Det betyder, at de kandidater med flest stemmer kommer i byrådet.
Borgmester Ole Bondo Christensen siger:
– Jeg er glad for, at vi kan sætte et super godt hold af erfarne kræfter, der har mod på at fortsætte, og nye kandidater med en spændende baggrund, der brænder efter at gøre en forskel for lokalsamfundet. Politik er en holdsport. Vi stiller med et rigtig stærkt hold til valget i november, og vi glæder os til at komme ud og møde borgerne og drøfte, hvordan vi sammen kan gøre Furesø til en endnu bedre kommune at bo, leve og arbejde i, siger Ole Bondo Christensen.







