
Et flertal i Furesø Byråd vedtog, at pålægge boligejere at udskifte brændeovne fra før 2008.
Af Mikkel Kjølby
De sundhedsmæssige hensyn i forhold til ca. 400 årlige dødsfald i Danmark som følge af partikelforurening fik Socialdemokratiet til at skifte mening i sag om forbud mod brændeovne fra før 2008.
Punktet blev behandlet af Natur- og Klimaudvalget den 7. oktober. Her blev forslaget nedstemt af Socialdemokratiet, Venstre og Konservative. Det fik Radikale Venstre og Enhedslisten til at begære sagen i byrådet.
Ved byrådsmødet onsdag den 21. november havde udvalgsformand Lene Munch-Petersen (A) skiftet holdning.
– Der dør mennesker ca. 400 om året som følge af partikelforurening. Vi har ca. 1 eller 2 om året her i Furesø, hvor vi har ca. 1000 brændeovne som det er aktuelt at udskifte. Det er et alvorligt sundhedsskadeligt punkt. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan følge op på det, Folketinget har vedtaget, lød det fra Lene Munch-Petersen.
Det kom noget bag på Konservative og Venstre. Niels Jørgen Brandt og Lars Carpens gav udtryk for, at timingen er forkert.
– Hvad med dem som ikke har råd til at udskifte deres brændeovne. Forslaget har en social bagside. Det vil Konservative ikke være med til. Når fjernvarmen er rullet ud, kan forslaget komme op igen. Det er et utidigt forslag. Vi kan komme tilbage til det, når tiden er rigtig, sagde Niels Jørgen Brandt.
– Der er rigtig mange, som nu tvinges til at købe en ny brændeovn. Hvis vi ventede til fjernvarmen var der, ville det ikke være nødvendigt. Timingen er forkert. Det skal gøres, når der er leverancemuligt af fjernvarme, supplerede Lars Carpens.
Anders Medum Groth (B) pegede på, at de stigende boligpriser giver luft i økonomien til at udskifte brændeovn.
– Det er helt oplagt, at vi sætter gang i en proces, hvor de ældste og mest forurenede brændeovne udskiftes, sagde Anders Medum Groth (B).
– Brændeovne er en kilde til partikelforurening. Vi skal benytte os af muligheden for at begrænse det, lød det fra Øjvind Vilsholm (Ø).
SFs Jan Kjældgaard bakkede også op om forslaget, som dermed blev vedtaget.
Det betyder altså, at boligejere med en brændeovn fra før 2008 som udgangspunkt skal udskifte denne med en ny brændeovn.
At det er en mulighed skyldes, at Miljøministeriet i maj 2023 udstedte en bekendtgørelse, der giver kommunerne mulighed for at nedlægge forbud mod brændeovne og pejseindsatse fra før 1. juni 2008 i områder, som er udlagt til kollektiv varmeforsyning (fjernvarme eller naturgas).
Efter beslutningen vil berørte brændeovnsejere have 12 måneder til at nedlægge eller udskifte deres brændeovne eller pejseindsats.