Torben Dahlfelt har været igennem en del, men da sønnen Tobias faldt om med hjertestop blev det hele ligegyldigt. Tobias blev genoplivet, men det fik endegyldig effekt på Torben og Stine Dahlfelts livssyn. Det gennemsyrer deres liv og virksomhed.
Af Mikkel Kjølby
Stemmen dirrer. Fingrene klemmer lidt mere om kaffekoppen. Tårerne myldrer frem!
Torben Dahlfelts liv og erhvervskarriere har været fyldt med op- og nedture, dramatiske opgør, og så til sidst en noget smertefuld stiftelse af et konsulentfirma.
Men glem det. Alt det er borte som blæsten, når Torben og hustruen Stine fortæller om den dag deres søn Tobias faldt om med hjertestop. Det kom som et lyn fra en klar himmel.
Det var den 8. november 2023. Tobias var hjemme hos sin kæreste, da han skulle tisse, og naturligvis låste døren til toilettet bag sig.
Efter nogen tid begyndte kæresten og hendes far at undre sig over, hvor Tobias blev af, men de fik intet svar fra toilettet. Til sidst flåede svigerfaren døren op.
– Tobias havde ligget på gulvet et par minutter, men heldigvis kunne hans svigerfar førstehjælp og gav hjerte- lungeredning i de otte minutter, som det tog for ambulancen at komme frem. Da redderne nåede frem, var der ingen hjerterytme. De fortsatte hjertemassagen og sørgede for ilt, mens de ventede på en paramediciner, som efter 25-30 minutter kom med en adrenalinsprøjte og Efterfølgende gav stød. Tobias fik den livsnødvendige hjælp. Han kom på hospitalet, hvor han blev lagt i kunstig koma, fortæller Stine Dahlfelt. For Torben kan ikke rigtigt snakke om det.
Torben har været frivillig brandmand på Station Farum. Han ved, hvad det betyder, når man giver adrenalin og hjertestød. Han forestillede sig det værste.
Alle svævede i usikkerhed natten over. Ingen kunne vide, hvordan Tobias reagerede. Men den næste dag klokken 10 vækkede lægerne Tobias.
– Det var helt crazy, siger Stine og ser helt målløs ud.
– Ja, Tobias var sulten og ville have yoghurt med pære/banan-smag, bryder Torben ind.
Den korte sætning fra Tobias betød alt for Torben og Stine. Et overraskende og befriende signal om, at han var okay.
– Tobias havde godt nok ondt i brystet, men han kunne ikke forstå, at han havde været død. Korttidshukommelsen var helt slettet, siger Torben lynhurtigt.
Tobias kom sig over den store prøvelse. Sommeren efter stod han på scenen ved Smukfest sammen med megastjernen Dean Lewis for at synge det nummer, som han kom til Six Chair-Challenge i X Factor med i starten af 2022. Tobias knokler stadig med musikken og udgiver nyt i sensommeren 2026.
Oplevelsen har naturligvis sat sig i ægteparret fra Farum. Det har fået betydning for den måde, som de lever og driver forretning på.
– Vi ved, at livet vil leves. Vi udskyder ikke noget. Man skal gøre det, man har lyst til, mens muligheden er der, siger Stine Dahlfelt.
Torben har altid været en bramfri person, men efter den voldsomme oplevelse er hans bullshitfilter kommet op i det røde felt.
– Jeg gider ikke bullshit. Hvis ikke man er oprigtig og vil en noget, så er livet for kort til at være sammen med den person. Det har nok ligget skjult, men er blevet virkelig forstærket, siger Torben Dalhlfelt.
– Og ja, det har kostet venskaber.
En virksomhed med mennesket i fokus
Torben og Stine mødtes på EFG/Herlev gymnasium i Herlev i 1988. Syv år senere blev de gift. I 1998 flyttede de til Farum, hvor de stiftede familie.
Torben er uddannet automatikmekaniker og har arbejdet som automatikmekaniker, ølkusk, flyttemand, lagermand, elevatormand, chauffør, rejsemontør, servicetekniker, salgschef, direktør og meget mere.
I 2000 kom han ind i medicinalbranchen som servicetekniker for laboratorieudstyr i store virksomheder. I 2008 kom han til en dansk medicinalvirksomhed som salgschef. I 2012 startede han som salgsdirektør i en virksomhed i Maribo, efter ti måneder var han direktør for virksomheden med en klar opgave om at levere en turn a round på 12 måneder. Han knoklede som en gal og nåede målet på den givne tid, men virksomheden blev solgt til en italiensk virksomhed, med alt hvad det indebar af udfordringer og problemer.
Netop som han havde nået toppen af karrieren, blev han opsagt.
– Jeg var på skiferie, da han modtog en sms et advokatfirma. Det var en meget voldsom oplevelse. Det gik så vidt, at jeg blev nødt til at gå under jorden. I sidste ende indgik vi et forlig, men jeg mistede mine fratrædelsesrettigheder, fortæller Torben, som siden har været indkaldt som vidne gentagne gange mod virksomheden og i lignende sager med italienske virksomheder.
Korkproppen Torben er ikke sådan at holde nede. Han fik job som chef i et konsulenthus, salgschef i et stort ingeniørfirma, men røg ud sammen med 2500 kollegaer i en fyringsrunde.
Næste trin var at starte en afdeling af et stort svensk innovations/udviklingsfirma op i Danmark fra 0 til 100, men også her blev frustrationerne for store for Torbens chef, der ville have han gjorde tingene på en helt anden måde end Torbens ledelsesstil. Han blev opsagt efter at have etableret virksomheden med 40 ansatte på 2½ år.
På en eller anden mærkelig måde pegede alt dette frem mod den dag, hvor han lavede sin egen virksomhed i 2022
For nu var det, at hustruen Stine skar igennem, og fortalte Torben at de i fællesskab skulle være selvstændige.
– Jeg havde oplevet det samme igen og igen med Torben., så nu var det tid. Vi tog lån i huset. Nu skulle vi gøre det selv, siger Stine med et smil.
For hun vidste præcis, hvad Torben kunne og ville. Det var kun et spørgsmål om at slippe ham fri.
– Han skulle af med aben på skulderen, siger Stine med et smil.
Der gik ikke længe, før gamle kollegaer henvendte sig.
– Vi vil ansættes af dig, sagde de til mig, lyder det fra Torben.
Den 1. april 2022 stiftede parret Dahlfelt Consulting og ansatte med det samme to af Torbens tidligere kollegaer.
Starten blev forfærdelig. I forbindelse med en skiferie i marts 2022, smadrede Torben sit venstre underben. Han fik sygeseng på Herlev Hospital og var knockoutet på morfin. Da han var ved at være på højkant, kom krigen i Ukraine. Alle priser steg, og virksomhederne sendte konsulenterne hjem.
– Det var egentlig besluttet at lukke firmaet og stoppe med udgangen af oktober 2022, mens legen var god, konstaterer Torben.
Fem dage efter den store beslutning, blev Torben kontaktet af en kunde, som akut skulle bruge konsulenter. Torben ansatte over en relativ kort periode stort set alle hans tidligere kolleger.
– Der gik ikke længe, før vi drak champagne, siger Torben Dahlfelt.
Det buldrede derudad. Virksomheden ansatte og ansatte. Markedet kunne ikke få nok konsulenthjælp.
Men så var det, at Tobias faldt om med hjertestop. Intet vil nogensinde blive det samme igen. Det gælder ikke mindst måden virksomheden drives på.
-Vores medarbejdere arbejder 37 timer om ugen og ikke mere, for de skal have tid til at leve livet, være sammen med familien, vennerne, opleve verden og rejse. Vi ansætter med respekt for mennesket med et meget holistisk livssyn, sådan var det nok ikke, før Tobias fik hjertestop, siger Torben Dahlfelt.
Det gælder også for Stine. Hun er ansat som personlig assistent for Torben og står for administration, regnskaberne, lønnen og hjemmesiden.
– Vi drømmer om, at økonomien i virksomheden bliver på et niveau, hvor vi ikke er tvunget til at gå på arbejde, når vi bliver 60 år. Nu ved vi, at der er en deadline, siger Torben Dahlfelt og kigger hen på Stine.
– Vi skal nå at leve, siger Stine med en sigende mine.







