Seks lokale drenge fandt sammen på Furesø Musikskole. Bandet Sonika blev født for et år siden og har udgivet deres første single. Sonika står på scenen ved Høstfesten i Kirke Værløse.
Af Mikkel Kjølby
Et nyt band er formet ud af talentmassen på Furesø Musikskole. Sådan skete det med LUCY, og for et år siden blev Sonika skabt af seks lokale drenge.
– Vi har alle sammen spillet på Furesø Musikskole i mange år, men sidste sommer blev vi sat sammen. Vi spiller sammen hver mandag i Værløse og har fundet vores egen lyd. Det startede med noget, som minder om Oasis, men efterhånden er der kommet en del akustisk guitar, funk og andre stilarter med ind over, fortæller William Rasmussen, som er bassist i Sonika.
Navnet Sonika var et forslag fra forsanger Sebastian.
– Det kommer af ordet sonisk, som betyder lyd. Det passer fint til os, forklarer William Rasmussen.
Bandet har stået på scenen ved flere lejligheder. Senest ved Aftenåbent på Værløse Bymidte.
Den optræden fandt sted nogenlunde samtidig med udgivelsen af singlen ‘Tvivl’.
– Sebastian skriver vores tekster. Det handler om ungdommens problemer og tvivl, siger William Rasmussen.
Nummeret kan streames via Apple Music og kan høres ved Høstfesten i Kirke Værløse lørdag den 20. september kl. 17.
– Vi glæder os rigtig meget til at spille ved høstfesten. Vi begynder så småt at rykke ud på sociale medier og er også begyndt at kigge efter mulige spillesteder, hvor vi kan give egne koncerter hen over vinteren, fortæller William Rasmussen.

Bandmedlemmer i Sonika
Sebastian Lerke(vokal og akustisk guitar)
Magnus Milland(guitar
Albert Øgaard-Nielsen(guitar)
William Hofmann(bas)
Jeppe Sandstød(trommer)
Alexander Møller(keyboard)






