Spekta sender overskudstræ til Søndersøskolen

Søndersøskolen har lavet aftale om Spekta angående virksomhedens overskudstræ. Nu søger skolebestyrelsen forældre til at indgå i en afhentningsgruppe.

I disse klimaregnskabstider har snedkerværkstedet Spekta på Flyvestation Værløse og Søndersøskolen fundet en ren win-win-ordning. Andre skoler kan også være med.

Forældre henter overskudstræ
 – Spekta har en masse resttræ fra deres produktion. Dette er tidligere sendt til afbrænding med andet affald. Fremover frasorteres de bedste og brugbare rester i et bur, som vi her på Søndersøskolen får lov at tømme. Materialerne bruges i værkstedet til håndværk og design og på FFO´ens grovværksteder, fortæller Rasmus Trock Kinnerup fra skolebestyrelsen på Søndersøskolen.
Sammen med andre frivillige har han afleveret to læs til Søndersøskolen, hvor det bliver modtaget med åbne arme.
– Træ er dyrt, så det er en god besparelse. Men vi har også fået fat i noget træ, som vi normalt ikke har. Det har primært været krydsfinerplader. Det er anderledes, end det vi normalt arbejder med, siger Kasper Stoholm, souschef på Søndersøskolen.
I dagens Danmark koster en krydsfinerplade godt og vel 700 kroner. Søndersøskolen har modtaget 11 fra Spekta.
Afhentning hos Spekta og levering på Søndersøskolen er forældredrevet. Skolebestyrelsen søger derfor en flok forældre, der har lyst og tid til at indgå i en turnus. Opgaven er i store træk at køre forbi Spekta i åbningstid med stor bil eller trailer, læsse materialerne, køre til Søndersøskolen og losse. Der sigtes efter afhentning hver 2.-4. uge.
– Vi sigter efter 10-20 forældre, hvilket for den enkelte vil betyde 1-3 afhentninger om året, siger Rasmus Trock Kinnerup.

Højtspecialiseret snedkerværksted
Spekta har specialiseret sig i fremstilling af kulisser til film, tv, teater og museer. Virksomheden beskæftiger en række høj specialiserede snedkere i domicilet på Flyvestation Værløse.
– Det er en bunden opgave at arbejde med Co2-regnskab. Vi arbejder målrettet med den grønne omstilling, siger Anders Engelbrecht, indehaver af Spekta og medejer af Filmstationen.
Ordningen er ganske enkel. Spekta frasorterer de bedste og brugbare rester i et bur, som Søndersøskolen afhenter. Det er trærester, som tidligere blev sendt til afbrænding sammen med andet affald.
– Det er et fint initiativ og en rigtig god ordning, som gør, at mange af de ting, som vi tidligere smed ud, får et nyt liv. Måske vi over tid kan udvide ordningen til at gælde andre skoler også, forklarer Anders Engelbrecht.
Værkstedsleder Johnny Madsen håber, at andre skoler vil være med.
– Vi har en produktion med megen spild. Vi kan give tonsvis væk som overskudstræ. Det er primært et spørgsmål om, hvorvidt vi smider det ud, eller giver det væk. Andre skoler kan også hente træ hos os, hvis de kan finde en afhentningsordning, forklarer Johnny Madsen.

Medarbejderne hos Spekta sorterer trærester i dette bur, som afhentes af forældre fra Søndersøskolen.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

1 kommentar til “Spekta sender overskudstræ til Søndersøskolen”

  1. God ide. Nedgradering i flere tempi af godt træ. Bæredygtighed. Dejligt for mig at høre at skoleelever har sløjd. Det er godt for kreativitet og velvære.

Der er lukket for kommentarer.