Stolt formand – Furesø er landets mest aktive kommune

Lars Køster Svendsen roser og takker foreningerne og alle de frivillige for at være med til at gøre Furesø til landets mest aktive kommune.

Formanden for Folkeoplysningsudvalget, Lars Køster Svendsen, glæder sig over foreningernes enorme indsats.
Furesø Kommune er ikke ofte i top, men på et punkt skiller Farum, Værløse, Hareskov, Kirke og Jonstrup sig markant ud i forhold til andre kommuner.
Det er i forhold til antal registrerede medlemmer af en forening.
– Fakta er, at Furesø Kommune reelt er den danske kommune, hvor flest borgere er aktive i en idrætsforening. Når man supplerer det med de mange borgere, der også hopper på racercyklen, binder løbeskoene, tager fat på stavgangsstængerne eller hopper i Furesøen for at svømme, helt uden konkurrence for øje, bliver det tal endnu større, siger Lars Køster Svendsen, formand for Folkeoplysningsudvalget i Furesø Kommune.
Naturen, idrætsfaciliteterne og borgernes livsstil spiller ind på den flotte placering.
– Vi har meget at være stolte af i Furesø Kommune. Vi har et enormt foreningsliv på tværs af aktivitetsområder. Kulturelle foreninger med fokus på musik, teater, maleri, keramik og meget andet. Spejdere, der måske mere end nogen andre foreninger har fokus på naturen og vigtigheden af at tænke naturen ind i alt, hvad vi gør. Idrætsforeninger med alle typer af tilbud fra e-sport til fodbold, fra gymnastik til løbeklubber, fra basketball til dart. Vi kunne blive ved, lyder det fra Lars Køster Svendsen.
Idrætsforeningerne i Furesø Kommune går også forrest i udviklingen. Hareskov IF Fodbold og Farum-Holte Volley er udvalgt som spydspidsforeninger, som skal være med til at udvikle fremtidens idrætsliv.
– Senest er et par af vores idrætsforeninger udvalgt af DIF til at være spydspidsforeninger, der har fokus på at udvikle fremtidens idrætsforeninger. Tillykke med at blive valgt og held og lykke med projektet, siger Lars Køster Svensen.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest