Store Planer – Chokoladevogne til Værløse

Slangerupbanen blev markedsført som en turistbane, Værløse-banen blev derimod benævnt som en latrinbane.

I serien “Store planer” gennemgår Alt om Furesø en række store og visionære projekter, som aldrig blev gennemført. Femte afsnit handler om den første plan om en jernbane til Lille Værløse. Den gik under navnet Latrinbanen.
Af Mikkel Kjølby
Etableringen af Slangerupbanen i 1906, og siden det elektrificerede S-tog i 1970´erne har betydet meget for udviklingen af Farum og Hareskovby, men egentlig havde den ikke så stor betydning for Værløses bymæssige udvikling.
Det kunne en tidligere plan om en jernbane derimod have fået. For længe inden Slangerup-banen blev etableret i 1906, var der planer om en jernbane fra Lygten Station på Nørrebro til Lille Værløse.
Planerne var især motiveret af de stigende lugtgener i det tætbefolkede og ikke velkloakerede København. Der skulle findes et sted at gøre af de menneskelige ekskrementer. Den lille landsby Lille Værløse med de tilstødende naturområder blev udset som endestation for de såkaldte chokoladevogne, som var proppet til randen med menneskelig afføring.
Det var tanken, at de menneskelige ekskrementer fra København skulle blandt andet bruges som gødning på de lokale gårde i Lille Værløse og omegn.
I 1890 kom de første planer om linjen fra København til Lille Værløse. Den 13. april 1894 fik selskabet endda koncession på linjen, efter Rigsdagen vedtog en lov, som gav mulighed for en bane fra Lygten Station til Lille Værløse samt tilladelse til at forlænge vanen til et punkt ved Bastrup Sø.
Bagmanden, Konsul Stenberg, rejste 15.000 kroner til depositum, men formåede ikke at rejse nok kapital til at realisere planerne. Der var hverken statsstøtte eller vejledning til at finde penge hos amter eller kommuner.
Der var betydelig modstand fra større byer i Nordsjælland. Deputationer fra Kirke Værløse, Ganløse, Farum og ikke mindst Slangerup tog til Rigsdagen for at protestere. Der blev derfor tegnet såvel en nordlig som en sydlige linjeføring, men der skete ikke mere i den sag.
Også anlægget af Kystbanen (Nordbanen) blev inddraget i sagen. I stedet for linjeføringen langs Øresund var der stærke kræfter, som arbejdede for en linjeføring inde i landet over Fiskebæk op til Hillerød og videre til Helsingør, men det blev heller ikke til noget.
Og godt for det. Ellers var Værløse nok blevet kendt for noget mere ildelugtende og uskønt end de naturskønne områder, som vi kender det for i dag.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Store Planer – Chokoladevogne til Værløse”

  1. Søren Anker Nielsen

    På Værløse Bymidte må man parkere 3 timer, og det lader til, at dække behovet for de fleste. 2 timer på Farum Bytorv kan ikke bruges til ret meget andet en bødeuddeling. Drop det!

Der er lukket for kommentarer.