Storeflyvedag genopliver angrebet på Værløse Flyveplads

Denne Fokker D. 21 kommer til Storeflyvedag 2024. Netop denne model stod på Værløse Flyveplads, da tyskerne angreb den 9. april 1940.

Den 9. april 1940 fløj en eskadrille Messerschmidt-jagerfly fra Barth i Tyskland til Værløse Flyveplads, hvor de med solen i ryggen dykkede ned og skød de danske fly i stumper og stykker.
Danskerne var nemlig klar over, at noget var i gære og havde stillet flyene klar til start på startbanen foran Hangar 2, men blev alligevel taget med bukserne nede.

Ni Fokker D.21 blev skudt i stumper og stykker. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

At tyskerne prioriterede et angreb på Værløse Flyveplads, skyldtes, at man havde en del respekt for flymodellen Fokker. Danskerne havde 12 moderne kampfly af hollandsk fabrikat. De nåede aldrig på vingerne.
Nu genopliver Mikael Boutrup angrebet på Værløse Flyveplads. Han får den eneste tilbageværende Fokker D.21 til Storeflyvedag den 10. og 11. august 2024. Den står på Hoogeveen Airport i Holland, men ejeren Dennis Meinders flyver den op til Værløse, så publikum kan opleve flyet, der fik tyskerne til at angribe Værløse Flyveplads.
Han har drømt om at eje sådan et fly siden 1959.
– Hvad der startede som en drøm, blev virkelighed i 2012, da jeg tilladelse af den hollandske regering til lovligt at genopbygge Fokker D.21, fortæller Dennis Meinders.
Fokker D. 21 blev sat i produktion i 1935 og deltog aktivt i forsvaret af Holland ved det tyske angreb i 1940. Flyet er et nationalt klenodie.
Fokker solgte to fly til det danske flyvevåben, som også fik ret til at producere flyet selv. Der blev fremstillet yderligere ti fly på Hærens Flyfabrik i København. De blev udstyret med Bristol Mercury-motorer og Madsen 20 mm maskinkanoner under hver vinge.
Ved tyskernes angreb den 9. april 1940 var ni af de danske fly klar til kamp, men de nåede aldrig på vingerne.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest