Hvis Furesø Kommune vil fikse supercykelstien på Fiskebækvej, kræver det en ændring af vejforløbet. Prisen ventes at blive 10 mio. kr. Halvdelen kan hentes i Vejdirektoratets Cykelpulje.
Af Mikkel Kjølby
Furesø Kommune har altid været proaktiv i forhold til supercykelstisystemet. Senest er der sat penge af til en ny etape fra Farum til Frederikssund,
Helt tilbage i 2011 fik Furesø Kommune og Ballerup Kommune et tilskud på 3,9 mio. kr. til etablering af supercykelstien Værløseruten – fra Frederiksborgvej til Ballerup.
Dengang var reglerne for supercykelstier ikke så præcise som i dag. Derfor var det en mulighed at lave supercykelsti på strækningen fra Nørrevænget til Ryetvej, selvom cyklister og gående deler det meget smalle stykke med fællessti.
Jacob Wibroe fra Fiskebækvej stillede sig i november frem og fortalte om problemerne, som opstår, når racer og elcykler skal forbi gående børn på vej til Ll. Værløse Skole.
Natur- og Klimaudvalget behandlede sagen i sidste uge. Her valgte Radikale Venstres Anders Medum Groth samt Øjvind Vilsholm, Enhedslisten, at stemme for at forvaltningen sender ansøgning til Vejdirektoratets Cykelpulje 2026 om medfinansiering til forbedring af supercykelsti og skolevej på Fiskebækvej.
Forvaltningen forventer, at man kan få halvdelen af det forventede anlægsbeløb på 10 mio. kr.
De tre andre medlemmer af Natur- og Klimaudvalget undlod at stemme. Man kender derfor ikke Socialdemokratiet og Konservatives holdning til projektet.
– Forvaltningen har fortalt, at der i 2011 ingen fastsatte regler for supercykelstier var. I fordel til dagens standarder er den ikke som den skal være. Det vil kræve mere fortov og cykelsti, men vejen er udstyret med en rød midterrabat, så der er plads, fortæller Anders Medum Groth.
Øjvind Vilsholm har alle dage prioriteret supercykelstier højt. Han mener det er naturligt at få denne supercykelsti opgraderet.
– Det er en udvidelse, som er vigtig at komme videre med i forhold til trafiksikkerhed og fremkommelighed, siger Øjvind Vilsholm.
Forvaltningen oplyser i dagsordenen til mødet i Natur- og Klimaudvalget, at projektforslaget er udvalgt, da forvaltningen har modtaget mange borgerhenvendelser om denne strækning på Fiskebækvej. På strækningen opstår jævnligt konflikter mellem gående og cyklister, Herudover er der særligt i den vestlige side en udfordring ved, at private boliger har udkørsel direkte ud til supercykelstien, hvilket er en stor risiko for såvel cyklister som boligejere.
Projektforslaget prioriterer, at der etableres bedre forhold i den vestlige side af Fiskebækvej, på strækningen fra Skovlinjen/Nørrevænget til umiddelbart syd for Buen, hvor det eksisterende fortov stopper. Dermed bliver der både fortov og cykelsti på Fiskebækvej, så skolebørnene kan færdes sikkert, uanset om de cykler eller går til skole.
Projektet vil nødvendiggøre etablering af nye kantsten på en ca. 860 meter lang strækning.








2 kommentarer til “Supercykelsti kan ændre indfaldsvej til VærløsE”
Det vigtigste er at der bliver gjort noget, men der er også nogle rigtig grimme ting i den her sag.
En kommunes forvaltning skal være til at stole på og de partier der sidder med magten skal sætte handling bag deres fine ord.
Jeg har set det hele igennem fra dengang og jeg forstår ikke hvorfor forvaltningen siger at det handler om at der ikke var regler i 2011. Det handler om at pengene blev droppet i budgettet. Det var et smukt projekt, Det var Socialdemokratiet der med Bondo var forgangsmænd. Det var de desværre også da man droppede den godkendte plan og brugte pengene på noget andet i stedet. Nu havde man jo også modtaget tilskuddet, planen var godkendt og supercykelstien godkendt. Problemet er bare at man var ligeglad og aldrig lavede den. Den gang for femten år siden var anbefalingerne helt de samme som nu. I øvrigt har Furesø kommune jo formuleret projektet og ligegyldigt evt. regler fastsat at der skulle være 2,5 ren cykelsti som minimum i begge retninger allerede den gang.
Men hvorfor Forvaltningen på Direktørniveau forslår at finde 1,5 meter ekstra supercykelsti ved hækkeklipning og hvorfor forvaltningen helt åbenlyst lyver om forløbet den gang ved jeg ikke.
Jeg ved Heller ikke hvorfor Socialdemokratiet(Furesø kommunes selvudråbte cykelparti) valgte ikke at stemme for at få rettet op på deres eget rod da de havde muligheden i denne uge. Ja Socialdemokratiet fravalgte at stemme. Hvorfor det??
Måske det var noget for Alt om furesø at grave lidt i hvad der skete den gang og hvad pengene egentligt blev brugt til og hvad det er forvaltningen og Socialdemokratiet prøver at dække over nu??
Jeg har kørt der hver dag i 4 år på el-cykel, og der er ingen problemer overhovedet. Der er ikke mange andre cyklister og ganske få fodgængere.
Det ville være spil af penge, brug dem et andet sted
Der er lukket for kommentarer.