
I Nørreskoven – tæt på Furesøens bred – står der et minde om tidligere tiders voldsomme skovhugst og svenskekrigene, men også et varsel om fremtiden i skovene.
Nørreskoven ved Furesøen gemmer på utroligt mange kulturhistoriske minder. Et af dem handler om skovens tidligere og fremtidige brug.
Svenskebøgene kaldes en gruppe træer, som efterhånden er så gamle, at de fleste af dem ligger i skovbunden og rådner. Man kommer til Svenskebøgene ved at følge grusvejen Dybendalsvej. Lige hvor vejen går tilbage fra Furesøen finder man Svenskebøgene.
Tilbage i 1600-tallet stod det skidt til med de danske skove. Skovhugsten havde gjort kål på store områder af skovene. For at gøre ondt værre kom svenskekrigene. Behovet for træ til den danske flåde steg yderligere.
Efterhånden fik svenskerne overtaget i de mange krige. I 1658-1660 belejrede den svenske hør ligefrem København. Den svenske hær lå i lejr udenom København. Der er fundet spor efter en lejr tæt på Skovbrynet Station.
Det menes, at svenskerne tog rigeligt for sig af områdets naturrigdomme. Det efterlod skovene i en sølle tilstand.
Svenskebøgene blev plantet i årene efter 1665. Træerne er fredet. De har i mange årtier fået lov til at forfalde på naturlig vis. Til stor glæde for svampe, insekter og dyreliv.
Omkring årtusindskiftet skiftede Naturstyrelsen strategi for en række skove. Man gik fra produktionsskove til rekreativt brug.
I dag er de fleste af de lokale skove udlagt til urørt skov. Det er gjort for at øge biodiversiteten. I den forbindelse har der været et stort forarbejde i forhold til at fjerne ikke-hjemmehørende træarter og udarbejde driftsplaner.
Svenskebøgene er på den måde ikke kun et minde om fortiden, men også et kig i fremtiden for de lokale skove.
1 kommentar til “Svenskebøgene – Fortid og fremtid for skoven”
God oplysende artikel om vores lokalområde
Der er lukket for kommentarer.