Tigerbrøl – Kære landstræner: Det er Hansens tur

Andreas Hansen har aldrig været udtaget til A-landsholdet. Ifølge Benjamin Daniel Krautwald står FCN-keeperen for tur til at blive prøvet af.

Landstræner Brian Riemer udtager tirsdag landsholdstruppen til fire Nations League-kampe. FC Nordsjællands Andreas Hansen og Justin Janssen bør få chancen, vurderer Benjamin Daniel Krautwald.
Af Mikkel Kjølby
I næsten 12 år var det nærmest indiskutabelt, at Kasper Schmeichel vogtede det danske mål, når landsholdet spillede.
Nu er han gået på pension, og arvtageren står ikke knivskarpt i billedet. Mads Hermansen og Filip Jørgensen kæmper om pladsen. Hermansen er fast mand for West Ham i The Championship og Filip Jørgensen står fast for Racing Strasbourg.
Men hvem er egentlig tredjevalget?
Op til forårets landskampe var det naturligt at tænke Andreas Hansen, som var med til at sikre FC Nordsjælland bronzemedaljer i Superligaen, men i stedet fandt Brian Riemer den 24-årige Andreas Jungdal i belgiske Westerlo.
Nu skal landstræneren igen udtage en landsholdstrup, som skal igennem fire kampe i Nations League mod svære modstandere som Norge, Wales og Portugal.
– Brian Riemer har sagt, at han kigger mod Superligaen for at finde spillere. Andreas Hansen er en af de bedste Superligakeepere. Nogle mener at han er den bedste, nogle siger nummer to. Han har vist gang på gang, at han præsterer på et stabilt højt niveau. Han har vist, at han har det, som det kræver at være en del af landsholdet, vurderer Benjamin Daniel Krautwald, Alt om Furesøs FCN-ekspert.
-Her er der en god keeper, som er dygtig med fødderne. Hvorfor ikke have en tredjekeeper, som er dygtig med fødderne og kan bidrage til træningerne. Han har også sine reflekser, er dygtig på stregen og viser lederskab, fortsætter Benjamin Daniel Krautwald.
Andreas Hansen har aldrig været udtaget til det danske A-landshold, men i 2024 blev han kaldt ind som træningsspiller af Kasper Hjulmand, som stod og manglede en målmand til træningerne.
Andreas Hansen er blevet 31 år, det er ingen alder for en målmand, men Andreas Jungdal er syv år yngre.
– Måske er det problemet, men uanset alder har Andreas Hansen vist kvalitet. Hvis det ikke sker i denne omgang, sker det nok aldrig, siger Benjamin Daniel Krautwald.

Hvad så med Janssen?
Brian Riemer var til stede i Herning, da FC Midtjylland og FC Nordsjælland tørnede sammen. Han nævnte flere spillere fra FCM samt Victor Nelsson, og lagde ikke skjul på, at FC Nordsjællands 20-årige midtbanekrumtap Justin Janssen er en fremtidens mand.
– Justin er en maskine uden lige. Han har et potentiale som kan eksplodere for alvor lige om lidt. Han bliver kun bedre. Han har vist et meget, meget højt niveau. Det ville være oplagt at tage ham med. Så finder man ud af om, han har det, der skal til, siger Benjamin Daniel Krautwald.
Det var nogenlunde samme model for Lucas Høgsberg, da han for et års tid siden blev udtaget til A-landsholdet.
Brian Riemer så selv Victor Nelsson præstation i comebackkampen for FC Nordsjælland. Han må være med, når truppen udtages tirsdag.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *