Omtalen af det gyldne håndtryk på 12 mio. kr. til Farum Fjernvarmes afgående direktør Nighat Kamal får Forsyningstilsynet til at gå ind i sagen.
Farum Fjernvarme kan ikke skjule detaljerne om fratrædelsesaftalen med direktør Nighat Kamal.
Forsyningstilsynet går ind i sagen og forlanger at få udleveret de relevante dokumenter.
– Vi har anmodet Farum Fjernvarme om oplysninger vedrørende den pågældende fratrædelsesaftale, hvor direktøren angiveligt har fået en godtgørelse på 12 mio. kr. i forbindelse med sammenlægning af Farum Fjernvarme og Vestforbrænding. Baggrunden for forespørgslen har været omtalerne af sagen i pressen, skriver Forsyningstilsynet til Alt om Furesø.
Forsyningstilsynet har for nyligt behandlet en anden sag angående Farum Fjernvarme. Det var sagen om gennemsnitspriser. Her blev Farum Fjernvarme pålagt at tilbagebetale penge til forbrugerne.
Forsyningstilsynet har myndigheden til at håndhæve sager indenfor varmeforsyningsloven.
– Forsyningstilsynet fører generelt tilsyn med og håndhæver overholdelse af varmeforsyningslovens prisbestemmelser, herunder varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, og § 21, stk. 4, hvorefter der alene kan indregnes nødvendige omkostninger i varmeprisen, og hvorefter Forsyningstilsynet kan gribe ind over for bl.a. urimelige priser. Det fremgår derudover af lov om Forsyningstilsynet § 3, stk. 2, at Forsyningstilsynet kan behandle sager på baggrund af klager eller af egen drift, skriver Forsyningstilsynet til Alt om Furesø.
Tilsyn kræver oplysninger om fratrædelsesaftale
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest
2 kommentarer til “Tilsyn kræver oplysninger om fratrædelsesaftale”
Det var på tide, at nogen tager den vanvittige kontrakt op til et kritisk gennemsyn.
Kontrakten blev aldrig udmeldt til andelshaverne, ej heller direktørens pludselige voldsomme lønforhøjelse, 2 millioner p.a. plus fri bil ….selvfølgelig en Mercedes….. samt andre frynsegoder.
Det som reelt skete, og som skabte frygt i den daværende bestyrelse, var en magtkamp, hvor man frygtede kritiske personer kunne blive valgt ind i bestyrelsen og måske havde til hensigt at fyre direktøren.
Ren magtkamp mellem nye kritiske andelshavere og den siddende “Loge” det havde intet med varmepumpen at gøre, hvis direktøren var så uundværlig, hvorfor havde hun så behov for så mange rådgivere, til den løn burde hun kunne klare opgaverne selv. Og til sidst: Hvorfor gik direktøren med til en aftrædelsesgodtgørelse på 12 mill. når hun havde krav på 16 mill. iflg. kontrakten, det virker besynderligt.
Det er absurd og minder om Brixtoftes tid i Farum med rødvin af dyreste skuffe. Jeg bor i et område i Farum, hvor Farum Fjernvarme og kommunalpolitikerne for et par år siden inviterede os til et møde i Farum Arena, for at få os overtalt til at skifte fra gasfyr til fjernvarme, selvom prisen på fjernvarme var 3 gange højere end i Værløse (også en del af Furesø kommune), fordi Farum Fjernvarme havde investeret i et nyt uprøvet varmeanlæg i Allerød, som ikke fungerede. Farum Fjernvarmes nu forgyldte direktør gav ved mødet et usammenhængende foredrag med powerpoint, som ingen af os kunne læse. Jeg og min genbo blev afskrækket af forestillingen og gik hjem og bestilte luft-vandpumper og solcelleanlæg og det har vi ikke et øjeblik fortrudt, men bl.a. min søn hænger på Farum Fjernvarmes direktørs misregimente og gyldne håndtryk: 4000 andelshavere betaler så 12,4 mio. kr. dvs. 3100 kr. fra hver andelshaver til den forgyldte direktør. De penge må stoppes!
Der er lukket for kommentarer.