Torben og Jan tager slæbet når sneen falder

Torben Overballe (tv.) og Jan Markvardsen er blot to ud af et hold på 30-40 mand, som sendes på nattearbejde, når sneen falder over Furesø Kommune.

Driftsgården i Furesø Kommune sender op imod 40 ansatte ud for at rydde sne, når det virkelig går løs. Torben og Jan fra asfaltholdet kører traktor fra kl. 2 om natten. Sådan en morgentur tager syv timer.
Af Mikkel Kjølby
Trætheden er begyndt at melde sig på Driftsgården på Ny Vestergårdsvej. Mandskabet er ved at være slidt i bund efter en vinter med flere snestorme og meget nattearbejde.
Jan Markvardsen og Torben Overballe er Furesø Kommunes asfalthold. Normalt lapper de huller i asfalten, når borgerne melder ind på borgertip.
Men når sneen falder, eller temperaturen på vejbanerne går i minus, bliver de kaldt ind til nattearbejde.
Torben kører den store Massey Ferguson-traktor med 200 hestekræfter. Den er udstyret med plov eller kost foran og saltspreder på bagsmækken. Han står for at rydde de store veje i Farumdelen af kommunen.
Jan har en mindre traktor. Den rydder cykelstier og fortove i Farum.
De er en del af et hold på op imod 40 ansatte, som har hver deres opgave. Det er helt ned til de håndholdte opgaver, som at rydde trapper på en skole eller foran en daginstitution. Dertil kommer eksterne entreprenører, som hyres ind ved snevejr.
Furesø Kommunes snehold møder som regel ind ved 2-3-tiden om natten.
– Man vænner sig til det. Det er en god opgave, siger Torben Overballe, inden Jan bryder ind.
– Det er rart at rydde sne om natten. For der er ikke så mange mennesker ude. Det er noget helt andet at rydde kl. 15, så flyver folk rundt om ørerne på en, så skal man virkelig være fokuseret. Men om natten er det stressfrit.

Snerydningen i Furesø Kommune er nøje koordineret. Det hele er inddelt efter vejkategorier og betydningen for borgerne.

Torbens rute starter altid ved brandstationen i Farum. Der skal være ryddet, så ambulancer og brandbiler kan komme ud. Så går turen ellers rundt på de store veje i Farum. Han starter altid med området i det gamle Farum. Til sidst går turen til Stavnsholt og rundt om Bregnerød til Trevangsvej og så snupper han lige Furesøbad, inden traktoren atter når til Driftsgården og skal vaskes og fyldes op, så den er klar igen senere på dagen. Han sætter traktoren ved Milcom i Farum, så den er klar til en ny tur.
– Hvis det er saltning, tager det tre og en halv time, men når der skal ryddes sne, så bliver det en tur på syv timer. Noget af det skal ryddes flere gange, og det er helt op til os selv ude i marken at vurdere, forklarer Torben Overballe.
Jan Markvardsen tager cykelstier og fortove i Værløse, Hareskov, Kirke Værløse og Jonstrup fra startstedet på Driftsgården.
– Det skal være i orden. Vi vil ikke have, at folk ringer ind og fortæller, at der ikke er saltet et sted. Det kommer ikke til at ske, siger Jan Markvardsen.
Ofte går de direkte videre på arbejde og kører ud og laver asfaltarbejde.
– Hvis vi har saltet i tre-fire timer, giver det ikke mening at gå hjem og sove, så arbejder vi bare videre. Men det er klart, at en tur på syv timer ikke er sådan lige. Vi skal sove og overholde reglerne for hviletid, siger Torben Overballe og tager mod til sig.
– Man kan ikke bare putte et batteri op i ….. og køre videre. Vi skal have noget søvn, siger han efterfulgt af et stort grin, og så er det ligesom sat på plads.
Men alt det overarbejde skal afspadseres, og det presser Driftsgården.
– Vi sparer timerne op og afspadserer nogle dage hist og pist, siger Jan Markvardsen og kigger over på sin chef.
– Hvis vi skal helt i bund med det der afspadsering, kræver det nok en fire-fem milde vintre, lyder det med et grin og et smil over mod Gert Klausen, som nikker.
– Selvfølgelig er vi pressede. Der ryger rigtig mange timer til snerydning. Vi har et hold på mellem 30 og 40 mand, som er i gang en hel nat, men vi skal også have ordnet alle de andre opgaver i kommunen, siger Gert Klausen med et træt smil.

Torben står for at rydde de store veje i Farum. Driftsgården råder over to af de store Massey Ferguson-traktorer. En til den nordlige og en til den sydlige del af kommunen.

Facebookpolitiet og troldene på nettet
Torben og Jan trækker også på smilebåndene, når de bliver spurgt til, om de har bemærket, at enkelte borgere har været kritiske overfor snerydningen. Ikke mindst på de sociale medier.
– De mennesker aner ikke, hvad der foregår. Man kan altid finde et eller andet at brokke sig over. Jeg plejer at sige, at det er facebookpolitiet. Det giver vi ikke meget for. De må prøve at komme ud og se, hvad vi laver, siger Jan Markvardsen, mens Torben erkender, at han er kommet til at fodre en internettrold med et lidt for bramfrit svar.
Det er jo en æressag!
De to arbejdskollegaer får næppe fred i den kommende tid. Snevejret bliver ved en rum tid, og bagefter går det løs med at lappe huller i asfalten.
Forrige vinter kom der frost, så tø og så hård frost. Vejene i Furesø Kommune lignede en vej i Gazastriben.
– Vi var eller ved at komme i bund med det, fordi borgerne er gode til at komme med borgertip om huller i vejene, men nu går det løs igen. Der er kommet en masse nye huller, siger Torben Overballe.
Men først skal der lige ryddes 20-30 centimeter sne over hele kommunen.

Jan Markvardsen giver ikke meget for facebookpolitiet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder