TV-vært fra Hareskovby bliver chefredaktør

Heidi Frederikke Sigdal skal være chefredaktør for Alt for damerne. Pressefoto: Story House Egmont.

48-årige Heidi Frederikke Sigdal tiltræder 1. april som ny chefredaktør for ALT for damerne og Alt.dk. Den tidligere TV-vært var senest programleder for DBUs taskforce for kvindefodbold. Nu skal hun stå i spidsen for Danmarks største kvindeblad.
Af Mikkel Kjølby

Heidi Frederikke Sigdal fra Hareskovby tager noget af et skift i karrieren. Hun var i 17 år TV-vært på TV2-sporten og Go Morgen Danmark, inden hun en overgang blev selvstændig. Heidis brændende interesse for pigefodbold førte til en stilling som programleder for DBUs taskforce, som skulle løfte kvindefodbold. I august 2025 blev Heidi igen selvstændig med virksomheden By Heidi Frederikke. Nu er hun klar til den næste store udfordring i karrieren.
Den 1. april tiltræder hun som chefredaktør for landets største dameblad, Alt for damerne.
– Jeg glæder mig enormt meget til opgaven og til at blive en del af Egmont-koncernen. At drive medievirksomhed og at udgive et fysisk magasin kræver mere end nogensinde. Derfor ser jeg det som en ekstremt spændende udfordring at tegne videre på alle de gode streger, mine forgængere og redaktionen har sat, og samtidig skabe en bæredygtig udvikling, siger Heidi Frederikke Sigdal i en pressemeddelelse fra Story House Egmont. Her lyder det videre:
– At få lov til at være chefredaktør på ALT for damerne og på Alt.dk er også en stor ære. Jeg ser magasinet som en institution i det danske mediebillede. Og sammen med redaktionen bliver min ypperste opgave tredelt – nemlig at styrke brandet både redaktionelt, kommercielt og digitalt. Der er så meget potentiale, og jeg ser virkelig frem til sammen med de dygtige medarbejdere at bygge et stærkt ALT for damerne i fremtiden.

Skal udvikle det 80 år gamle blad
Marianne Gram, , magasin- og ugebladsdirektør i Story House Egmont, der bl.a. udgiver ALT for damerne og Alt.dk ser frem til, at Heidi Frederikke Sigdal udvikler forretningen.
– Heidi Frederikke er en stærk journalist, der også via sine bestyrelsesposter og sin egen forretning har fået fyldt godt på med forretningsmæssig kunnen. Hun kommer med overbevisende kvalifikationer, og jeg føler mig sikker på, at hun stille og roligt vil udvikle det efterhånden 80-årige ALT for damerne til glæde for bladets og Alt.dk’s mange læsere og brugere, siger Marianne Gram, magasin- og ugebladsdirektør i Story House Egmont, der bl.a. udgiver ALT for damerne og Alt.dk.
Heidi Frederikke Sigdal afløser Rikke Dal Støttrup på posten. Som chefredaktør for ALT for damerne og Alt.dk bliver hendes opgave bl.a. fortsat at sikre en stærk profil på ugebladet ALT for damerne, at løfte den digitale satsning på Alt.dk samt at fortsætte med at udvikle universet omkring ALT for damerne med nye events og kommercielle samarbejder.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder