Mindst ni spillere fra sidste sæsons førstehold i Farum Boldklub har været med i Værløse Boldklubs to første kampe i Furesø Cup. Martin Beck forsøger på at skabe en kultur.
Af Mikkel Kjølby
Det er fortsat for tidligt at konkludere, hvor stor tilgang Værløse Boldklub får denne sommer, men de to første kampe i opvarmningsturneringen Furesø Cup har givet et fingerpeg.
Værløse vandt lørdag 3-1 over Ledøje-Smørum og hentede tirsdag aften en 2-0 sejr over Hareskov IF.
Intet mindre end ni spillere fra sidste sæsons førstehold i Farum Boldklub har spillet en eller begge kampe for Værløse eller været til træning i klubben.
I tirsdagens kamp kom Jakob Bertelsen endda på målscorerlisten, da han scorede til 2-0 på oplæg af Philip Benchimol. Samme spiller lagde op til det første mål, da han spillede skråt bagud fra venstre side til Ilias Ilias Papathanasiou Nøkkentved.
Målvogter Martin Schøtt-Kristensen er oprindeligt fra Værløse Boldklub og har delt spilletiden med Jakob Olsen.
Oscar Flambart kommer også fra Værløse og er nu genforenet med sin bror Axel i Værløse. Jakob og Nicolaj Bertelsen, Mads Dalsgaard, Nikolaj Mortensen, Magnus Hassing, Mikkel Ørting og Matteo Iacopino har også været med i opstartsfasen. Flere har kigget forbi.
– Det er for tidligt at sige om, de spiller for Værløse Boldklub. Brøndby og FCK kan i princippet købe dem alle sammen, siger træner Martin Beck med humor i stemmen.
Han fokuserer på at opbygge en kultur i klubben.
– Vi skal have opbygget en kultur og et sammenhold. Fodbold handler om relationer. Det har vi fokus på, siger Martin Beck.
Værløse Boldklub forventer at få William Sonne og Christian Sørensen tilbage fra ferie op til sæsonstarten.
Værløse spiller lørdag sidste runde i Furesø Cup.
Tirsdag den 11. august kl. 18 gælder det første runde af DBU Pokalen med en hjemmekamp mod Såby fra Danmarksserien.







