Værløse tankede selvtillid før jubilæumskamp

Unge Nicolai Weiergang-Olsen har alvor bidt sig fast på VBs 1. hold.

Med en sikker sejr på 5-2 hjemme over Albertslund, fik Værløses Serie 1 hold et godt rygstød til en spændende sæsonafslutning. Det var sæsonens næstsidste kamp, og efter en lidt sløv start på foråret, har Værløse for alvor fundet formen med fem sejre i de seneste seks kampe.
Dermed er Værløse også rykket fra den tunge ende af tabellen og op i den bedste halvdel, og med en sejr over Jyllinge hjemme på Værløse stadion næste lørdag, vil Værløse rykke endnu højere op i rækken med en godkendt slutplacering. Men lige nu ser spillerne allermest frem til den kamp, der venter lørdag 21. juni, hvor Værløse Boldklub fejrer 75 års jubilæum med en opvisningskamp mod FC Nordsjællands DM-guldvindere fra 2012.
Det bliver en stor mundfuld for Værløses Serie 1 hold, men spillerne tankede god selvtillid i 5-2 sejren over Albertslund, for spillet og chancerne var til en noget større sejr. Hvis ikke gæsterne havde haft så fortræffelig en keeper, var det blevet markant større sejrscifre.
Frederik Falck burde have scoret efter ti minutters spil. Efter at være rykket helt fri, afdriblede han også målmanden med tøvede med at sparke læderet i det tomme mål, og så kom en forsvarer retur og reddede med en lang tå. Frederik Falck tog dog alvorligt revanche kort efter med to flotte mål, sparket ind uden den mindste betænkningstid på assister fra Mathias Preuthun og Oliver Pedersen.
Frederik Falck burde også have fuldendt sit hattrick på et straffespark lidt senere, men her blev han kigget ud af keeperen med en flot refleksparade. Og trods mange store chancer til Værløse forblev det ved 2-0 til pausen, Efter godt en times spil tilkæmpede Værløse sig endnu et straffespark, som kampens bedste spiller, Lucas Lykkegaard, knaldede i kassen til 3-0.
Albertslund leverede kun sporadiske angreb, men på et af disse lykkedes det gæsterne af reducere til 1-3. Værløse svarede dog prompte igen til 4-1 ved Oliver Pedersen efter en imponerende solotur. Victor Mørck scorede til 5-1 efter assist fra Anton Gundlach, inden gæsterne til allersidst fik endnu et trøstmål til 5-2.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder