Nisseorkester, julesange, æbleskiver, julemand og et smukt træ fra lokalområdet. Alt vil være, som det skal være ved juletræstændingen på Værløse Bymidte fredag den 29. november kl. 16-18.
Generationer på generationer af værløseborgere har været med til juletræstændingen på Værløse Bymidte. Traditionen er lige så gammel som Den Røde Plads.
Lige præcis i Julen er traditioner vigtige. Alt vil være, som det plejer, når juletræet tændes fredag den 29. november klokken 17 af viceborgmester Bettina Ugelvig (A) og selveste Julemanden.
Arrangementet starter klokken 16 med julemusik fra Nisseorkesteret fra scenen og gratis æbleskiver på Scenetorvet. Klokken 16.30 kommer Søndersøskolens børnekor og synger de bedste julesange. Bettina Ugelvig holder juletale klokken 16.45 og runder af med en fællessang ”På loftet sidder nissen med sin julegrød”
Stemningen er helt sikkert i top, når julemanden ankommer i sin kane og træet tændes med julemagi klokken 17.