Værløse Boldklub indgår samarbejde med FC Nordsjælland

Samarbejdsaftalen blev underskrevet i Right to Dream Park af fra venstre de to ansvarlige for FCN Klubsamarbejde, Joachim Reitzel og Christian Winther Borup, samt fra Værløse Boldklub formand Søren Jensen og Ungdomsleder Finn Hansen.

Efter ti år som samarbejdsklub med FCK vender Værløse Boldklub tilbage til FC Nordsjælland.
FC Nordsjælland har netop afsløret en række nye samarbejdsaftaler med lokale fodboldklubber. Blandt dem er naboerne fra Værløse Boldklub, som de seneste ti år har været samarbejdsklub med FCK.
– Vi har haft et rigtigt godt og udbytterigt samarbejde med FCK, men bestyrelsen blev på den seneste generalforsamling anmodet af en række trænere om at undersøge, om det ikke ville give mere mening for klubbens medlemmer med et samarbejde med naboklubben FCN, fortæller Værløse Boldklubs formand Søren Jensen.
Bestyrelsen gik i dialog med klubber. I sidste ende blev naboskabet afgørende.
– Vi har siden været i god og konstruktiv dialog med begge klubber og er nået til den konklusion, at nærhedsprincippet vægter højest. Alle de gode tilbud og muligheder, vi har haft i samarbejdet med FCK vil blive matchet 100% af FC Nordsjælland. Og med den geografiske nærhed til FCN får vores medlemmer langt bedre mulighed for at udnytte de gode tilbud.
– Derfor har vi valgt skiftet. Vi takker FCK for et godt samarbejde og forståelse for, at vi prioriterer den geografiske nærhed og kommunefælleskabet til FCN. Og så glæder vi os til de ekstra muligheder, som samarbejdet med FCN åbner for, lyder det fra Søren Jensen.
Det nye samarbejde vil give medlemmerne i Værløse Boldklub nye muligheder.
– Udover stor hjælp til udvikling af børne- og ungdomsarbejdet i Værløse Boldklub, vil alle VB-medlemmer også få lettere ved at skabe fællesskab med holdture til Superligafodbold i Farum. Allerede ved den nye sæsons første Superligakamp i Right to Dream Park mod AaB fredag 19. juli vil der blive afsat plads til et VB-afsnit som markering af det nye samarbejde, forklarer Søren Jensen.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest