Hanne Svendsen og hendes mand Finn flyttede ind i huset på Tingmosen i 1986, hvor de havde perfekte rammer om familielivet med drengene Mikkel og Lasse.
Hanne arbejdede som børnehaveklasseleder i Lyngby, men gymnastikken kunne hun ikke undvære. For Hanne var der ingen tvivl om, at Værløse Gymnastikforening var det rette sted. Her var der en god tradition og dygtige ledere som Gerda Petersen og Kirsten Hilding.
– Jeg havde undervist i Hillerød hele mit liv. Det var grænseoverskridende at skifte klub, men jeg kunne ikke undvære det. Gerda Petersen mødte op hos os på Tingmosen, og jeg blev godtaget, erindrer Hanne Svendsen med et smil.
Hun blev instruktør for voksenhold og senere også børnehold. Mange husker de hyggelige far/barn-hold på Syvstjerneskolen lørdag formiddag. En overgang havde Hanne seks hold om ugen og var medlem af bestyrelsen.
Ilden brændte i hende, men formandsdrømme havde hun ingen af. Ikke mindst fordi formandsarbejde allerede fyldte en del i huset, idet Finn var formand for byens anden store idrætsforening Skiklubben Hareskov.
Hanne blev opfordret til at tage formandsposten, men sagde først nej. Det stod dog klart, at det var den bedste løsning for foreningen. Til stor glæde for den afgående formand.
– Det blev heldigvis Hanne. Hun havde altid hjulpet utroligt meget, og hendes kendskab til gymnastikkens verden betød rigtig meget, siger Peder Sundgaard.
Det blev til otte gode år som formand. Finns formandserfaring blev en stor hjælp.
– Vi sad ved hvert vores skrivebord og holdt styr på foreningerne. Sådan gik der mange aftener, siger Hanne Svendsen med et grin.
Det var sparetider. Foreningen havde ikke længere råd til en deltidsansat sekretær i Værløsehallen. Arbejdet faldt på formanden. Det var en alt for styr byrde. Noget måtte gøres.
– Vi fik indført styresystemet Klubmodul. Vi var nødt til det, fordi jeg ikke havde tid til at lave det manuelle arbejde. Heldigvis havde vi folk som Peder Sundgaard og Gitte Steensgaard, som var meget inde over indførelsen af Klubmodul, siger Hanne Svendsen.
Det blev starten på en ny tid for klubbens ledelse. Den langsomme forretningsgang kom op i fart, men det medførte uforudsete vanskeligheder.
– Vi blev bombarderet, fordi folk kunne skrive til os. Pludselig væltede det ind med beskeder i min mailboks. Det havde jeg slet ikke overvejet, lyder det fra Hanne Svendsen.
Gymnastikforeningen måtte også undvære ildsjælen Kate Nielsen i mange år. Hun blev en del af Værløse Svømmeklub, da klubberne blev delt. Heldigvis er hun senere vendt tilbage til Værløse Gymnastikforening.
I Hanne Svendsens formandstid havde de store forandringer i samfundet for alvor slået igennem. Fitnesscentrene havde fået fat i de voksne. Til gengæld var der mange børn – rigtig mange børn.
– Gymnastikforeningen var – og er – en breddeidrætsklub, hvor der skal være plads til alle. Det har vi altid haft meget fokus på. I min formandstid begyndte der at komme børn med forskellige diagnoser. Vi prøvede at lave hold med fysioterapeuter tilknyttet. Det var hold med kun seks børn, men det var svært at få det til at køre, siger Hanne Svendsen.
Hanne fortsatte som instruktør i sin formandstid. Det blev til i alt 47 år som instruktør. Det har altid været hendes fokus og kilde til glæde. Hanne var altid i sit es, når der var børn i hallen. Humøret og glæden fulgte hende.
Presset på haltiderne steg og steg. Til sidst stod det klart, at det var nødvendigt med en ny hal. Hanne forsøgte at byde ind med løsninger, men vandt ikke gehør.
– Jeg prøvede at tænke i alternativer. Jeg argumenterede for en multihal med alle mulige funktioner. I sidste ende fik vi en firkantet klods ved Søndersøhallen, siger Hanne Svendsen.
Som formand var der andre ting, som ikke huede Hanne. Især det politiske spil om haltider var en pine.
– Jeg havde svært med det. Jeg orkede ikke det spil. Det var en af årsagerne til, at jeg stoppede som formand, siger Hanne Svendsen, som dog husker årene med glæde.
Andre ting begyndte at fylde i Hannes liv. En gammel aftale med Finn gjorde, at de tog et år ud af deres arbejdsliv og resten jorden rundt, da drengene var flyttet hjemmefra.
Hanne var formand på distancen i den periode. Da hun kom hjem, var der et år til generalforsamlingen. Den tid brugte hun til at få de løse ender på plads.
– Jeg valgte at stoppe på toppen. Jeg lærte rigtig meget, og det var benhårdt, men det var også nogle gode år, siger Hanne Svendsen.
Værløse Gymnastik 100 år – Hanne Svendsen
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest