Valgbussen har stoppested i en festsal

Valgbussens indhold flyttes op i Farum Midtpunkts festsal to gange. Lars Carstensen (C) mener, at forvaltningen har indført et valgsted uden at have hjemmel til det.

Debatten om valgbussen fortsætter. Bussen har stoppested i Festsalen i Farum Midtpunkt to gange. Konservative raser over ruteplanen.
Af Mikkel Kjølby
Hvad blev der egentlig besluttet, da et flertal i Furesø Byråd vedtog 11-10 en valgbus til en pris på 150.000 kr.?
Mandag den 3. november blev valgbussen holdende i parkeringskælderen under Farum Midtpunkt, mens det mobile valgsted blev flyttet op i Festlokalet i Paltholmterrasserne. Manøvren gentages torsdag den 13. november.
Det har fået den konservative borgmesterkandidat, Lars Carstensen, på barrikaderne.
-Det har tidligere været foreslået fra politisk hold, at der skulle være et brevstemmested i Farum Midtpunkt. Det var der ikke opbakning til. Jeg betragter dette som, at man sniger et valgsted ind udenom beslutningsgangen i byrådet, lyder det fra Lars Carstensen.
Valgbussen blev besluttet den 26. februar 2025 med stemmerne 11-10 i Furesø Byråd. Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet stemte for. Det var under punktet “Hæve deltagelsen”.
I punkt 5 er beskrevet en valgbus.
– Valgbus gør det let at stemme. Valgbus kører til udsatte boligområder, arbejdspladser og bycentre. Det vil give fokus på valget hver gang, vi fortæller bussens nye stoppested. Valgbus kører i fire timer pr. dag og i 10 dage, står der i dagsordenspunktet.
Lars Carstensen vurderer, at et valgsted i en festsal falder udenfor beskrivelsen. Han opfordrer forvaltningen ved kommunaldirektør Henrik Studsgaard til at udføre det, der er besluttet i byrådet.
– Jeg imødeser en redegørelse for jeres hjemmel til at oprette valgsteder efter forvaltningens skøn uden politisk beslutning. Ligeledes imødeser jeg forvaltningens vejledning i, hvorledes vi kan klage over beslutningen, lyder det fra Lars Carstensen.
Kommunaldirektør Henrik Studsgaard forklarer:
– Forvaltningen har udmøntet byrådets beslutning af den 26. februar. Valgbussen er af Indenrigsministeriet betegnet som et mobilt brevstemmested, og det er et sådant vi kommer med i Farum Midtpunkt med valgbussen. Da valgbussen er for tung til at køre op i stisystemet, flytter vi computeren fra valgbussen og op i Festlokalet. Når vi forlader Festlokalet, tager vi valgstedet (i praksis en computer og printer) med os i valgbussen til det næste stoppested på ruten. Der er således ikke noget anderledes end ved de andre stop på valgbussens rute, forklarer Henrik Studsgaard.

Kan man have valgsted hjemme hos borgmesteren?  
Lars Carstensen ser et skred i reglerne, hvis kommunaldirektørens fortolkning holder stik.
– Med den fortolkning af byrådets beslutning som kommunaldirektøren fremlægger, kan han køre bussen hjem til borgmesterens hus og oprette et valglokale i borgmesterens stue. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger Lars Carstensen.
Kommunaldirektør afviser dog denne udlægning.
– Nej det er ikke rigtigt. Vi har planlagt valgbussens rute med særlig prioritering af de områder, hvor valgdeltagelsen er lav og indenfor den økonomi og de rammer som er sat op. Det er velkendt, at stemmeprocenten i vores almene boligområder er lavere end i kommunen i øvrigt, og derfor er de også medtaget i valgbussens ruteplan. Det er af rent praktiske grunde, at vi bruger Festsalen i Midtpunktet fremfor stemmeafgivning i bussen, siger Henrik Studsgaard.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *