Valgmøde i Kirke Værløse

Det var et flot politisk panel ved valgmødet i Kirke Værløse. Foto: Charlotte Søllner Hernø.

Onsdag den 5. november var der valgmøde på Den Gamle skole i Kirke Værløse med deltagelse af alle partierne minus et enkelt i det nuværende byråd samt de partier, der endnu ikke er repræsenteret. Engagementet var stort over hele linjen.
Af Charlotte Søllner Hernø
Politikerne fyldte godt op blandt de tilstedeværende omkring i alt 40 deltagere og det samme gjorde deres aktive partimedlemmer, idet de var nemme at spotte med deres iøjnefaldende jakker med partinavne og logoer.
Panelet med politikere var i hopla, og det var tydeligt, at de alle vidste, at man ikke bliver valgt til byrådet uden at være synlig og have noget på hjerte. De fleste havde også en del at sige. Nogle mere og andre mindre alt efter emne og område.
Deltagerne på aftenens valgmøde i lokalsamfundet var Bettina Ugelvig (S), Lene Karmisholt (DF), Nikolaj Nors-Ganer (LA), Susan Engstrøm (E), Tine Hessner (R), Bjarne Damberg (M), Charlotte Torp Møller (Å), Nicolai Bechfeldt (V), Egil Hulgaard (K) og Peter Hasle (SF). Helle Vallentin (Ø) havde været nødt til at melde afbud.
Der var ikke fri leg, idet deltagerne i panelet indledningsvist blev bedt om at præsentere sig selv og hvad de stod for med udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad vi mest har brug for i Furesø.
De garvede politikere var præcise og selvsikre, men de nye kandidater fra partier, der endnu ikke er repræsenteret i byrådet, var også forbløffende gode til at fortælle, hvad de gerne vil arbejde for og hvad de ser som vigtige fokusområder.
Ikke overraskende var der i overvejende grad enighed om, at vi i Furesø har brug for kernevelfærd, sammenhæng og mere borgerinddragelse.
Men herefter skilte vandene sig, idet nogle fremhævede, at de ønskede en mere borgerlig retning, mens andre påpegede et behov for fokus på børn, ældre, unge, stærke lokalsamfund, flere aktive borgere, flere cykelstier, stærke fællesskaber og friholdelse af byggeri på naturarealer.

Tine Hessner introducerede et nyt ord, nemlig demokratiforpligtelse, som vi alle i højere grad bør tage til os. Bjarne Damberg var som ny kandidat befriende direkte og sagde: ”Vi skal bare have en bedre sammenhæng i hele kommunen fra nord til syd, vi skal passe på vores bymiljøer og på naturen. Og så skal vi have en kommune, der løser tingene og ikke forhaler dem.”
I løber af valgmødet blev andre emner såsom kollektiv transport, der ikke rigtigt hænger sammen, affaldssortering, som der var meget divergerende holdninger og løsningsforslag til, og forslag om at etablere et sted for unge, uden at nogen rigtigt for alvor kendte til et konkretiseret behov.
Hvad der ikke fyldte mange sekunder var et stort emne, der vedkommer alle, nemlig klimakrisen og at naturen er under stort pres, særligt i Danmark og også i Furesø Kommune. Det fangede Flemming Oppfeldt, som var blandt publikum og som er med i det nye parti Furesørødderne, og det fik ham til sidst til at rejse sig op og sige: ”Der skal ikke bygges nord for Slangerupvej, vest for Farum og på Kirke Værløsevej 100.”
Valgmøder er valgmøder. Og der var ikke meget nyt under solen. Borgerne har en masse ønsker og byrådskandidaterne vil gerne levere, hvad de tror og mener, borgerne vil have. Det er så ikke altid det samme.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder