For tredje år i træk inviterer Vanddammegård til loppemarked med loppestande, hønsebingo, svævebane, trækture med heste, pølsevogn og god, gammeldags familiehygge. Loppemarkedet regnede væk i maj måned. Nu prøver man den 24. august.
Af Mikkel Kjølby
For snart fire år siden flyttede Line Bang Christensen og Mads Møller samt deres tre børn ind på den faldefærdige gård, Vanddammegård på Rørmosevej.
I dag er gården renoveret med naturmetoder og har udviklet sig til et samlingspunkt for området, når der en gang om året er loppemarked på gården.
I år finder loppemarkedet sted søndag den 24. august kl. 10 til 15 på Rørmosevej 7. Det var egentligt planlagt til maj, men der var skybrud dagen lang.
-Vi ledte efter at bo på landet, men samtidig være tæt på byen. Vi fandt det her sted, som vi faldt pladask for. Og var klar til at renovere fra bunden af, fortæller Line Bang Christensen.
Vanddammegård stod ellers til nedrivning, indtil Furesø Bevaring blandede sig. I stedet fik Line og Mads muligheden for at redde den gamle gård fra 1864.
– Vi købte og renoverede. Vi har fået den dateret tilbage ved at bygge med naturmaterialer, forklarer Line Bang Christensen.
Vanddammegård har dog et større potentiale. Placeringen lige ved indkørslen til Farum Nordby og bag Rema 1000 giver muligheder.
– Vi vil vildt gerne samle området herude, så det hele ikke bare foregår nede i centrum af byen. Vi går meget ind for genbrug og så var det oplagt med et loppemarked. Vores børn er en del af det og synes, at det er den fedeste dag på året, siger Line Bang Christensen.
Årets loppemarked bliver det tredje i rækken, og det er blevet nemmere fra gang til gang.
– Nu har vi fundet ud af, hvem vi skal have fat på, Vi får pølsevognen herud igen og har sørget for at have nyudklækkede kyllinger til på søndag. Alle børn kan komme ind og holder de nyudklækkede kyllinger, eller være med til hønsebingo. Det er god familiehygge, forklarer Line Bang Christensen.
Fremover vil loppemarkedet blive afviklet i august måned, hvor der er bedre chance for godt vejr.







