Varm nyhed – Grunden i Farremosen er solgt!

Farrum Fjernvarmes bestyrelsen har indgået en betinget købsaftale for grunden i Farremosen.

Farum Fjernvarme har indgået en betinget købsaftale for grunden i Farremosen. Forbrugerne i Farum kan formentlig se frem til billig fjernvarme.
Af Mikkel Kjølby
– Farum Fjernvarmes bestyrelse kan hermed orientere om, at der er indgået en betinget købsaftale på grunden i Lynge.
Så kortfattet lyder beskeden fra Farum Fjernvarmes bestyrelse på selskabets hjemmeside.
Et kig på Danboligs hjemmeside afslører, at aftalen står til at indbringe Farum Fjernvarme 17,640.000 kroner. Grunden var oprindeligt sat til salg for 26 mio. kr., men salget må alligevel betegnes som en succes.
Grunden i Farremosen er det sidste hængeparti i fusionsaftalen med Vestforbrænding. Farum Fjernvarme var sikret 15 mio. kr. fra Vestforbrænding, hvis grunden ikke var solgt inden udgangen af maj 2026.
De 2,64 mio. kr. ekstra indgår i den afviklingspulje, som blev aftalt mellem parterne. Alt efter hvordan det gik med puljen, ville forbrugerne få et tillæg eller fradrag i fjernvarmeprisen.


Bestyrelsesmedlem Flemming Oppfeldt oplyser til Alt Om Furesø, at bestyrelsen hverken kan, eller vil oplyse mere om handlen, da det er en betinget handel. Man afventer altså, at nogle formaliteter falder på plads.
– Selvom handlen indbringer mere end de 15 mio. kr. er der nogle omkostninger som fx mæglersalær. Alt tyder dog på, at fjernvarmeforbrugerne i Farum ikke får et tillæg til prisen. Man kan forvente at få Vestforbrændings fjernvarmepris, som er den billigste på markedet, siger Flemming Oppfeldt.
Forbrugerne i Farum har ellers været hårdt spændt for. Varmeprisen røg voldsomt i vejret, da den nye varmepumpe i Farremosen fik indkøringsvanskeligheder og blev lukket ned, hvilket nødvendiggjorde, at Farum Fjernvarme genstartede gas og oliekedlerne. Det skete samtidig med Ruslands invasion af Ukraine, hvilket sendte gas og oliepriserne på himmelflugt. Den udgift blev lagt på forbrugerne.
Det førte til et krav til Farum Fjernvarmes bestyrelse om at indgå en fusionsaftale med Vestforbrænding. Det var denne aftale, som udløste et gyldent håndtryk til direktør Nighat Kamal, idet hun i forbindelse med etableringen af varmepumpen havde fået indført betingelser om uopsigelighed i en række år.
Efter al den ballade ser det altså ud til, at fjernvarmekunderne i Farum kan forvente markedets billigste fjernvarmepris fremadrettet.

Det er nabogrunden til varmepumpen i Farremosen, som der er indgået en betinget købsaftale for.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder