Lørdag den 21. juni fejrer Værløse Boldklub 75 års jubilæum med børnefodboldstævne og opvisningskamp imod FC Nordsjællands mesterhold fra 2012.
Af Mikkel Kjølby
75 år med fodbold i Værløse. Det skal fejres med maner!
Værløse Boldklub har valgt at fejre jubilæet sammen med alle fodboldklubber i Furesø Kommune.
Lørdag den 21. juni vil der være børnefodboldstævne og opvisningskamp på Værløse Stadion.
– For første gang siden mesterskabskampen 2012 samles FC Nordsjællands mesterhold til en opvisningskamp imod Værløse Boldklubs førstehold, fortæller Søren Jensen, formand for Værløse Boldklub og ansat i FC Nordsjælland dengang i 2012.
Anfører Nicolai Stokholm har sørget for at samle det gamle mesterhold. 14 spillere har sagt ja og flere kan nå at komme med. Det er navne som Andreas Bjelland, Søren Christensen, Mikkel Beckmann, Jores Okore, Bajram Fetai, Lasse Petry, Tobias Mikkelsen, Andreas Laudrup med flere.
– Jeg forventer, at vi kan markere klubbens jubilæum på flotteste vis med børnefodboldstævne og opvisningskampen, siger Søren Jensen.
Jubilæumsdagen starter om formiddagen med børnefodboldstævnet med deltagelse af hold fra Farum Boldklub, Hareskov IF; Furesø Bold Akademi, FC Jonstrup, Kirke Værløse IF og Værløse Boldklub.
Sideløbende kan børnene hygge sig hoppeborge, fartmålere og andre aktiviteter.
Jubilæumsreceptionen finder sted fra klokken 12 til 13.30. Opvisningskampen mellem FC Nordsjællands mesterhold anno 2012 og Værløse Boldklubs nuværende førstehold starter kl. 13.30.
Der bliver en entrépris på 50 kroner for voksne og 25 kroner for børn, men man skal selv indbetale beløbet via MobilePay.
– Vi håber at samle lidt ind til de anlægsprojekter, som vi arbejder med i klubben, men det bliver frivilligt at betale entré, forklarer Søren Jensen.







