
Med en sejr på 65-56 over KSI ligner Værløse Baskets kvindehold en deltager i 1. divisions Final Four-slutspil.
I sommeren 2023 fik Værløse Basket genstartet et kvindehold i 1. division. De to ugentlige træninger blev hurtigt et tilløbsstykke for dygtige spillere, som gerne ville træne og spille på deres egne præmisser.
I den første sæson blev det til en ærgerlig femteplads i 1. division Øst. Målet med denne sæson var at blive blandt de fire bedste og få ekstra kampe i Final Four.
Fem hold har skilt sig ud i toppen. Søndagens udekamp mod KSI var derfor blevet en nøglekamp.
Værløse fik en god start på kampen og førte med otte point en overgang. I slutningen af tredje periode kneb det gevaldigt. KSI kom foran med tre point, og frustrationerne bredte sig.
En timeout fik ændret på tingene. Med ny energi gik VBBK-spillerne ind til fjerde periode og afgjorde kampen, så det ikke blev spændende til sidst.
Sejren på 65-56 sender VBBK op på en delt førsteplads med Hørsholm og Høbas, alle på 14 point. KSI og Falcon har 12 point.
-Sejren fik stabiliseret os i toppen af rækken. Selvom holdet ikke er et eliteprojekt, skal man ikke fejl af, at det er kompetitiv sport. Holdet er blandt de ti bedste i Danmark, siger træner Jesper Hauge.
Kvindeligaen rummer blot fem hold, og Værløse har ingen planer om at tilmelde holdet i denne række.
– Selvom vi ikke har planer om at spille i ligaen, så er det et vigtigt projekt. Ikke mange af vores spillere ville være i gang med basket, hvis de ikke havde denne mulighed, siger Jesper Hauge.