Vestforbrænding hæver fjernvarmeprisen

Vestforbrænding sætter fjernvarmeprisen i vejret. Pressefoto.

Vestforbrænding hæver fjernvarmeprisen med 19 procent med virkning fra 1. september 2024. 
Vestforbrænding er som fjernvarmeselskab underlagt et hvile-i-sig-selv-princip. Det betyder, at omkostninger til produktion og distribution af fjernvarme skal balancere med indtægter fra fjernvarmekunderne. De senere års generelle rente- og prisstigninger har medført stigende omkostninger, og derfor er Vestforbrænding desværre nødt til at hæve prisen på fjernvarme pr. 1. september 2024.
Samtidig med de stigende omkostninger er Vestforbrændings indtægter fra elproduktionen faldet, som følge af lavere elpriser. Indtægten har hidtil været med til at udligne de stigende fjernvarmepriser, og har gjort det muligt at holde prisen meget lav i de seneste år.
Prisstigningen har således ikke noget at gøre med Vestforbrændings overtagelse af Farum Fjernvarme og sagen om det gyldne håndtryk til direktør Nighat Kamal. Udgifterne til overtagelsen er lagt i en såkaldt box på 22 mio. kr. Herunder udgifterne til afslutning af direktørens kontrakt. Bliver de samlede udgifter større eller mindre, udløser det enten et tillæg eller et fradrag i prisen for brugerne i Farum.
-Vestforbrænding er efter prisstigningen fortsat et af landets billigste fjernvarmeselskaber. Vores prisstigning afspejler kun, at vores omkostninger er steget, og at vi ikke før nu har reguleret for dette, siger områdechef for Vestforbrændings fjernvarme, Per Wulff.
Fjernvarmeprisen stiger fra 1. september med ca. 19 pct. Det svarer til en årlig meromkostning på ca. 2.300 kr. for et standardhus på 130 kvm med et forbrug på 18,1 MWh. Efter prisstigningen er den samlede årlige omkostning til opvarmning af et standardhus ca. 14.125 kr. Tilslutningsprisen i Vestforbrændings kampagneperioder på 15.000 kr. er uændret og bliver indeksreguleret 1. januar hvert år.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest