Projektforslaget for udrulning af fjernvarme i Farum skærer den bevaringsværdige Farum Landsby over i to. Vestforbrænding kommer grundejerforeningens ønske om et samlet projekt i møde.
Af Mikkel Kjølby
Tilbage i 2021/22 blev det vedtaget at gå videre med udrulning af fjernvarme i Solvang og Lillevangdistrikterne i Farum. Men så skete der ikke rigtigt noget.
Den 13. marts kom så en e-mail fra Vestforbrænding, hvor der blev gjort opmærksom på, at man skal skrive kontrakt om fjernvarmeudrulning inden den 1. april. Det skete uden yderligere information. Efter pres fra flere sider er fristen udsat til 1. maj.
Jytte Boch fra Farum Landsby gjorde i Alt om Furesø opmærksom på, at projektforslaget skærer Farum Landsby over i to dele, hvilket kan betyde, at der skal installeres varmepumper i den bevaringsværdige landsby.
Det kommer Vestforbrænding nu i møde.
– Farum Fjernvarme har i deres projektforslag foretaget en områdeafgrænsning for blandt andet Farum Landsby. Det har Vestforbrænding ikke været en del af, da det var før overtagelsen af Farum Fjernvarme. For at give Farum Landsby mulighed for fjernvarme vil vi i fremtiden kigge på om det er muligt at lave et udvidet projektforslag for resten af området, skriver Vestforbrænding til Alt om Furesø.
Jytte Boch og de andre bestyrelsesmedlemmer i Beboerforeningen Farum Landsby har brugt tiden proaktivt ved at opsøge ejerne af alle 45 bevaringsværdige huse og bygninger i Farum Landsby og fortælle om den kommende tilslutning til fjernvarmen.
– I “Beboerforeningen Farum Landsby” ønsker vi, at ALLE de 45 gamle, unikke landhuse, inklusive Farum Kirke og præstegård, kommer med i udrulningen, da hele den gamle del af Landsbyen er omfattet af en Bevaringsvejledning, som er udarbejdet af Furesø Kommune i samarbejde med arkitekter og beboere, og som har til formål at bevare husenes historiske værdi så autentisk som muligt, fortæller Jytte Boch.
Jytte Boch mener, at stregerne på kortet er sat på en uhensigtsmæssig måde, som kun kan være sket ved et skrivebord og ikke ved en fysisk gennemgang af stedet. Bl.a. er den ene side af den smalle Søvej med i udrulningen, mens den anden side ikke er med.
-Grundene er meget små her i Landsbyen, og husene ligger så tæt, at det vil være en katastrofe for området, hvis dele af landsbyen bliver nødt til at opsætte store varmepumper, som støjmæssigt vil genere naboerne, for ikke at tale om, hvor forfærdeligt det vil se ud, at de smukke, bevaringsværdige huse skal skæmmes visuelt af varmepumper, siger Jytte Boch.
Stor opbakning til fjernvarme
Projektet med fjernvarmeudrulning står og falder med tilslutningen til projektet.
– I Farum Landsby er der en overvældende høj interesse for fjernvarmetilslutningen, og det gælder både de husejere, der ligger indenfor og udenfor kortets afgrænsninger. Så hvis ALLE de 45 bevaringsværdige huse, inklusive Kirken og præstegården i Farum Landsby får mulighed for at tilmelde sig fjernvarmen, er der på nuværende tidspunkt en tilslutningsprocent, der er helt oppe på 77%. Og det er jo en win-win for alle, fortæller Jytte Boch.






