Vestforbrænding sætter søvarmeprojekt på pause

De indledende undersøgelser af søvarmeprojektet var lovende, men nu har det ændret sig. Vestforbrænding sætter projektet på pause: Skitse: Vestforbrænding.

Aktiveringen af varmepumpen i Farremosen er medvirkende til, at Vestforbrænding har valgt at sætte projektet med søvarme fra Furesøen på pause.
Af Mikkel Kjølby

I en pressemeddelelse fra Furesø Kommune fremgår følgende:
– Vestforbrænding og Furesø Kommune sætter projektet om at udnytte varme fra Furesøen på pause. Undersøgelser viser, at løsningen kan lade sig gøre. Men økonomien gør det svært at gennemføre projektet nu.
Men reelt er der tale om, at Vestforbrænding har taget beslutningen og blot orienteret Furesø Kommune, som administrativt har bakket op om beslutningen.
– Beslutningen er truffet af Vestforbrænding, og vi har bakket op om det administrativt. Natur- og Klimaudvalget er orienteret om det, og den daværende følgegruppe fra de involverede kommuner orienteres efterfølgende, lyder det fra Claus Torp, direktør for By- og Kultur i Furesø Kommune.
Vestforbrænding regner løbende på, hvad der bedst kan betale sig i forhold til økonomi og klima. Det er denne beregning, som har slået ud til fordel for andre varmeprojekter.

Idéen med at udnytte varmen fra Furesøen opstod i 2019. Her foreslog ingeniør Henrik Lynghus at bruge søens stabile temperatur til at producere varme med varmepumper.
I 2022 blev arbejdet taget op igen. Furesø Kommune gik sammen med nabokommuner og forsyningsselskaber. Målet var at finde en ny, grøn varmekilde til fjernvarme.
Projektet blev undersøgt i en Rambøll-rapport fra 2023, hvor der blev set på teknik, placering og økonomi i en foreløbig businesscase. En miljøscreening fra 2025 viste, at påvirkningen af søen er meget begrænset. Resultaterne var overordnet positive.
En ny beregning viser dog, at projektet er dyrere end først antaget. Det vil koste omkring 185 millioner kroner at bygge anlægget. Indtjeningen er relativt lav.
Samtidig er der kommet andre varmekilder til. Det gælder særligt en varmepumpe i Farremosen, som fremover suppleres af en akkumulatortank, samt en øget fjernvarmeproduktion fra Vestforbrændings forbrændingsanlæg i Glostrup.
Derfor vil anlægget i Furesøen få mindre driftstid i den kolde årstid end tidligere forudsat, og det vil dermed blive mindre rentabelt.
Den nye business case estimerer en samlet anlægsinvestering på ca. 185 mio. kr. Dette skal ses i forhold til en forventet varmekapacitet på ca. 10 MW, som vurderes at kunne generere en årlig indtjening på ca. 5,7 mio. kr.
Der er også praktiske udfordringer. Det er dyrt at etablere elforbindelser. Det anslås at koste ca. 60 mio. kr. Radius har desuden oplyst, at det kan tage op til fem år at få den nødvendige elkapacitet frem til Stavnsholt Rensningsanlæg, hvor anlægget var tænkt placeret.
På den baggrund har projektledelsen fra Furesø Kommune og Vestforbrænding i fællesskab valgt at sætte projektet i bero på ubestemt tid. Det kan tages op igen, hvis forholdene ændrer sig.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder