Viadukt bliver oversvømmelsessikret

Viadukten under Frederiksborgvej oversvømmelsessikres i juli måned.

Furesø Kommune er i gang med at sikre viadukten under Frederiksborgvej imod oversvømmelser.
Af Mikkel Kjølby
To vintre i træk har der stået vand i knæhøjde i viadukten under Frederiksborgvej. Faktisk så meget, at man ikke kunne komme igennem.
Det er et problem, fordi viadukten er en del af cykelstien fra Farum Nordby til Lyngholmskolen, hvor børnene går i skole. Cykelstisystemet er så godt, at børnene stort set ikke møder en befærdet vej, og lige her skulle de op i det stærkt befærdede kryds Slangerupvej/Frederiksborgvej.
Der var kritik af, at Furesø Kommune ikke straks udbedrede problemet, men det er nu egentlig fordi, det er lidt komplekst.
– Vi skulle finde ud af, hvor det kommer fra. Det er ikke alt, der er med på kortene, forklarer Gert Klausen, leder af Driftsgården.
Entreprenøren Aarsleff blev hyret ind til at opspore, hvor alt det vand kommer fra.
– Det viser sig, at søerne ved Gl. Bregnerødvej afvander til rørene, som løber under Frederiksborgvej. Når det hele stuver op, løber vandet tilbage og ud i viadukten, forklarer Gert Klausen.
Da først det var opklaret, så var det nemmere at finde en løsning.
– Vi laver en kontraventil, så det ikke kan løbe ud i viadukten, men der skal også laves nogle pumper. Der kommer også noget vand fra resten af området, siger Gert Klausen.
Sidste vinter blev det foreslået at løse problemet ved at lave en træbro inde i viadukten. Den løsning fungerer ikke, da frihøjden ikke ville være høj nok, så der ville være risiko for at støde hovedet ind i viaduktens betonelementer.
Arbejdet udføres i juli måned, og her vil viadukten være lukket.

Der er lukket for gennemkørsel i juli måned.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder