Vild jubel – Millionbeløb skal sprede glæde hos psykisk sårbare unge

Randi Kristiansne, formand for SIND Ballerup-Furesø-Herlev juble rover millionstøtte fra Skibsreder Per Henriksens Fond til et projekt for psykisk sårbare unge, som ikke har råd til forskellige behandlinger og aktiviteter.

SIND Ballerup-Furesø-Herlev har modtaget en stor bevilling fra Skibsreder Per Henriksen Fonden til et nyt projekt, der skal hjælpe psykisk sårbare unge og socialt udsatte borgere i Ballerup, Furesø og Herlev.
Af Mikkel Kjølby
Mistrivsel og psykisk sygdom er et af tiden tegn, men samfundet har svært ved at rumme det. Nu har den lokale afdeling af SIND opnået fondsstøtte, som skal hjælpe psykisk sårbare unge med støtte, som man normalt ikke kan få støtte til.
– Vi har søgt til noget, som vi normalt ikke kan søge støtte til. Det er støtte til psykologhjælp, kiropraktoret, mindfullness, ridning, dyreterapi, fællesspisning, men også administraiton og koordinering af projektet, fortæller Randi Kristiansen, formand for SIND Ballerup-Furesø-Herlev.
Foreningen kom i dialog med Skibsreder Per Henriksen Fonden tilbage i 2024. I oktober 2024 blev ansøgningen sendt afsted. Lige inden julen 2025 kom det glade budskab. Skibsreder Per Henriksen Fonden støtter med 1,52 mio. kr. til projektet: Hjælp til psykisk sårbare unge, der ikke selv har råd
– Det er for unge udsatte psykisk sårbare, som ikke selv har midler. Det er en gruppe, som mangler de her ting. Ofte har familierne ikke råd til det. Det vil gøre en stor forskel for dem, forklarer Randi Kristensen.
Projektet er støttet med i alt 1,52 millioner kroner over fire år, og foreningen har allerede modtaget 1,2 millioner kroner, så indsatsen kan gå i gang med det samme.
– Vi møder unge mennesker, som har brug for hjælp her og nu, men som ikke selv har råd til psykologhjælp og støtteforløb. Derfor betyder denne bevilling enormt meget. Den gør det muligt, at vi kan sætte ind tidligt og give hjælp til dem, der ellers står uden mulighed, siger Randi Kristensen.
Det er blevet muligt at ansætte en koordinator til projektet. Det er Mia Andrup, som har erfaring med ungeprojekter.
SIND håber, at bruge eksisterende faciliteter som Aktivitetscenter Stien, Fontænehuset og NaturTalenterne i forbindelse med projektet, men det skal planlægges nærmere, når Mia starter som projektkoordinator i februar måned.

Hurtigere hjælp – og fællesskab mod ensomhed
En del af projektet handler om at skabe adgang til hjælp hurtigere end det offentlige system ofte kan tilbyde. Mange oplever i dag meget lange ventetider på psykologhjælp – selv med henvisning – og det kan have store konsekvenser for unge i mistrivsel.
Samtidig vil projektet tilbyde fællesskab og aktiviteter, der kan modvirke ensomhed og støtte deltagernes mentale og fysiske trivsel. Det kan fx være fællesskaber, dyreterapi, mindfulness, yoga og andre aktiviteter, der kan skabe ro og styrke hverdagen.
– Ensomhed er en af de største udfordringer for mange psykisk sårbare unge. Når man føler sig alene, bliver det ofte sværere at komme videre. Derfor er fællesskab og trygge aktiviteter en vigtig del af indsatsen, fortæller Randi Kristensen.
Projektet gennemføres i de tre kommuner og skal gøre det lettere for psykisk sårbare unge og socialt udsatte at få støtte og konkrete muligheder for at komme videre i livet.
Projektet læner sig op ad tankegangen i SINDs landsdækkende projekt SIND-Rejsen – fra udsat til uundværlig, der arbejder for at få unge med psykiske udfordringer ind i fællesskaber og frivillighed. Målet er, at man kan starte som deltager og med tiden – når man får mere overskud – få mulighed for at blive frivillig.
Projekt er åbent for målgruppen uanset medlemskab. SIND er altid glade for støtte og nye frivillige. Læs mere på www.sind.dk/blivmedlem

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *