Efter borgermødet om budgettet har gruppen Forældre i Furesø sat gang i en underskriftsindsamling. På 60 timer er der samlet 1253 underskrifter.
Af Mikkel Kjølby
Magnus L.H. Haslebo er lige flyttet til Hareskovby med sin familie. Så da Furesø Kommune indkaldte til borgermøde om budgettet, tog han til Furesø Rådhus for at blive hørt – ligesom flere hundrede andre borgere.
Han tog hjem i nedslået tilstand over de mange spareforslag på børneområdet og fik hurtigt samlet en lille gruppe af forældre.
– Jeg ville jo egentlig bare bidrage med det, jeg er god til. Og da jeg arbejder professionelt med digital mobilisering og inddragelse, så blev det til en underskriftindsamling, fortæller Magnus L.H. Haslebo.
Mandag aften lagde han underskriftindsamlingen ud på Aula i sine børns daginstitution. Allerede morgenen efter var der 250 underskrifter. Torsdag morgen er tallet steget til imponerende 1253 underskrifter.
Det er endda inden, at underskriftsindsamlingen er nået helt ud i alle hjørner af Furesø. Der er trykt plakater, som bliver hængt op i de 35 kommunale daginstitutioner og på syv skoler.
De mange forældre samler sig om et åbent brev til borgmesteren.
Budskabet er enkelt. “De varslede besparelser er fuldstændig uacceptable.”
Forældre i Furesø vil aflevere underskrifterne og fortællinger fra forældre om, hvad besparelserne vil betyde for deres hverdag inden den endelige vedtagelse af budgettet den 9. oktober.
– Jeg glæder mig over, at Furesø Kommune bryster sig med, at man gerne vil høre borgernes mening. Nu får de mulighed for at kigge ud over excel-arket og leve op til det, de siger om borgerinddragelse, siger Magnus L.H. Haslebo.
Magnus L.H. Haslebo ser ingen sammenhæng imellem spareforslagene på tværs af de politiske udvalg. Efter hans mening vil besparelser på den korte bane blive til manglende indtægter og stigende udgifter på den lange bane.
– Hvis politikerne ikke lytter nu, så vil de opdage, at det i det lange løb ikke bliver en besparelse, men en større udgift, siger Magnus L.H. Haslebo med henvisning til de mange konsekvenser, der følger af mistrivsel hos børn og børnefamilier.
– Det er som at pisse i bukserne for at holde sig varmen, fastslår Magnus Haslebo.
Man kan læse mere på dette link: https://roxy.campaign.playable.com/forsvar-furesos-born
Her er hele brevet til borgmesteren
Kære Ole Bondo Christensen
Vi kan ikke se passivt til.
For de varslede besparelser på Furesøs små børn og skolebørn er fuldstændig uacceptable.
Besparelserne vil gøre det sværere for Furesøs dygtige professionelle i både institutioner, skoler og fritidstilbud at skabe trygge rammer om vores børn – og dermed at sikre den trivsel, der er forudsætningen for både udvikling og læring.
De vil også gøre det sværere for Furesøs familier at få hverdagen til at hænge sammen, når både instiutioner og fritidstilbud vil have reduceret åbningstid og flere lukkedage.
Og de vil dermed skade Furesøs muligheder for både at tiltrække kvalificeret personale til institutioner, skoler og fritidstilbud samt tiltrække de børnefamilier, der sikrer kommunens indtjeningsgrundlag på den korte bane.
Men værst af alt, så vil de skade Furesøs børn – både i forhold til trivsel, udvikling og læring. Og dermed altså Furesøs indtjeningsgrundlag på den lange bane.
Børn og børnefamilier er et klogt sted at investere – og absolut ikke et sted for sparekniven.
Følgelig anmoder vi, der underskriver dette brev, om at besparelserne på dagtilbuddene og for børn i skolealderen helt og aldeles droppes.
1 kommentar til “Vilde tal – Furesøs forældre samler sig bag underskriftsindsamling”
Enig – og det gælder også på ældreområdet
Pædagoger, ledere, sosu’er, – ja alle slags omsorgspersoner flygter fra Furesø Kommune
Der er lukket for kommentarer.