I serien “Skulpturer i Furesø” fortæller Zanne Jahn om de flotte værker og deres historie. Førsta sfnit handler om Vindöga. Pål Svenssons skulptur Vindöga var for stor til at komme ind i Farum Kulturhus. I dag står den som et vartegn og en påmindelse om et spektakulært projekt, hvor skulptur, dans og musik smeltede sammen.
Af Mikkel Kjølby
Smuk er den – Vindöga – men også monumental. Faktisk var det størrelsen på Pål Svenssons skulptur Vindöga, der blev årsagen til, at den endte på Kulturtorvet i Farum, hvor den står i dag, frem for indenfor i kulturhuset.
Kulturhusleder Zanne Jahn blev bekendt med Pål Svensson gennem arbejdet med Farums Internationale Skulpturpark. Ud af deres samarbejde opstod nye, visionære idéer.
– Vi talte om at lave en indendørs skulpturudstilling i Farum Kulturhus. SF’eren Erik Christensens kone, Misja, drev en danseskole i Tyskland, og hendes søn var en dygtig komponist. Vi ønskede at forene de tre kunstarter. Det blev til udstillingen Skulptur-Musik-Dans,” fortæller Zanne Jahn.
Det handlede om store ambitioner i tiden under Peter Brixtoftes lederskab, hvor grænserne for, hvad der kunne lade sig gøre, nærmest ikke eksisterede. Ambitionerne var store – og i dette tilfælde næsten for store.
En af de største udfordringer var at få de 20 massive granit skulpturer bragt ind i Farum Kulturhus. Det viste sig hurtigt at være lettere sagt end gjort.
– Den første skulptur var en stor kugle med skærver rundt om. Den var enorm og meget tung. Den skulle placeres foran indgangen til Farum Bibliotek, men vi indså, at vi nok hellere måtte tjekke, om gulvet kunne bære vægten. En ingeniør gennemgik hele bygningen og opdagede, at lige ved indgangen var der en ingeniørgang under gulvet. Havde vi ikke brugt køreplader, var gulvet sandsynligvis brast sammen, forklarer Zanne Jahn.
Pladsproblemer og grænseoverskridende kunst.
Da skulpturerne endelig var på plads, meldte endnu et problem sig: Der var ikke plads til publikum. Løsningen blev at opsætte stilladser langs væggene, hvor tilskuere kunne stå i flere lag.
Og så var der dansen. Zanne Jahn fandt inspiration i skulpturernes teksturer – de rå og glatte overflader. De unge danserinder optrådte i bodypaint, kun iført trusser, et let lag tyl og tunge militærstøvler. Forestillingen nåede nye højder, da danserne indledte med at bryde ud af hjemmelavede latexposer – fremstillet af latexmaling, som Zanne havde hentet på en lille butik på Istedgade.
En af forestillingerne blev opført for lokale 7. og 8. klasser. Eleverne blev præsenteret for et både spændende og for nogle grænseoverskridende kunstprojekt, som vakte undren og fascination.
Vindöga strandede – og blev et vartegn.
Midt i processen ankom Vindöga. Men der opstod hurtigt endnu et problem: Skulpturen var ganske enkelt for stor til at komme ind i kulturhuset.
– Vognmanden som ankom med skulpturen, blev mere og mere frustreret over ikke at kunne komme af med den. Efter en del snak, frem og tilbage blev den sat af på Kulturtorvet. Jeg ringede til Peter Brixtofte og mindede ham om, at jeg havde fået lov til at købe et af værkerne. Han gav sin tilladelse, og Vindöga blev placeret på Kulturtorvet. Der har den stået lige siden som et minde om udstillingen. Skulpturen er ikke bare smuk, men også en naturlig del af Kulturtorvet – selvom det hele skete lidt tilfældigt, fortæller Zanne Jahn.
Skulpturen, der aldrig nåede indenfor, blev dermed ikke blot en del af udstillingen, men også et symbol på de store visioner og det grænsesøgende kunstneriske samarbejde, der prægede tiden.
Artiklen er første del af en serie om skulpturer i Furesø Kommune.
